Dag 6:
Foerst en tak til det flade Tyskland, dernaest en tak til det samvittighedsfulde tyske folk, som asfalterer noget saa paent, paa selv de mest afsides straekninger. TIlsammen hjalp det til at tilbagelaegge naesten 140 km idag.
Om grundigheden af det samvittighedsfulde arbejde ogsaa har sin pris, skal jeg ikke kunne sige. Ihvertfald endte jeg I et hjoerne af Tyskland, af den mere fantasiloese art. Dagens forjaettede stad hed Cuxhaven (der synes hver dag at vaere en ‘’forjaettet’’, der klinger som et eksotisk og fjernt maal, man bare haaber paa at naa).
Jeg naaede selvfoelgelig Cuxhaven, og laengere endnu. Naermere bestemt Duhnen (udtales: Dynen) lidt udenfor Cuxhaven. Det klinger jo saadan set ogsaa meget rart, men lever desvaerre i meget ringe grad op til sit navn. Duhnen leder ikke laengere tanken hen paa noget bare tilnaermelsesvist bloedt og rart, naar foerst man har vaeret der. Duhnen er propfuld af store betonbygninger. Samtlige hoteller (som velsagtens udgoer halvdelen af byens bebyggelse), er af den kubistiske art,. Det ser ud som har arkitektur konkurreret i at lave hoeje taarne i firkantede former, saa marginalt lidt forskellige som muligt.
Grunden til de mange hoteller ligger ioevrigt lige hvor hav moeder land. Her er nemlig strand. Eller rettere sagt; man har lavet strand. Den ligner en byggeplads, med afspaerringer hist og her, jordgrave og bunker, og saa en nok saa net stribe sandstrand helt ude mod vandet. Byggerodet umiddelbart bag ved ser ioevrigt ikke ud til at roere de ferierende pensionerede par (krydret med enkelte nyslaaede boernefamilier). De sidder godt og trygt paa deres sandbraemme, i snorlige raekker af ensfarvede liggestols-parasolanordninger. Kun tyskere, og deres mildest talt begraensede maengde kystlinje pr. Indbygger finder paa at tage hertil. Og saa lige mig ioevrigt. Det bringer mig tilbage til mig selv og min egen vej (som jo paa ingen maade har haft plads i det foregaaende, som udelukkende skal betragtes som strengt objektive erfaringer gjort uden indflydelse af min egen synsvinkel). Min egen vej blev NOGET mere kringlet end jeg foerst havde haabet paa. Jeg stod op med morgengryet ved Nord-Ostsee-Kanal, og efter en hurtig sammenpakning af telt og sovegrej var jeg straks i sadlen. De foernaevnte tyske faktorer gjorde at jeg kom hurtigt frem, og klokken var knap ti foer jeg naaede Brunsbüttel. Undervejs blev det kun til et enkelt hurtigt morgenmadsstop (ostemadder igen, mmh!) ud for en helt autoriseret teltplads.. Suk, nogengange betaler det sig altsaa liige at koere videre til det naeste sving, og det naeste (Andre gange goer det ikke, saa bliver man bare mere udmattet..). Naah, men fra Brunsbüttel var det saa planen at sejle til Cuxhaven (omend Jens-Erik fra Frie Fugle havde advaret om, at der maaske kun gik en faerge to gange ugentligt). Efter en halve times desperat soegen i Brunbüttels mennesketomme turisthavn, maatte jeg erkende, at Jens-Eriks advarsel havde vaeret paa sin plads. Allerede dér led optimismen et knaek.
Det samme misforhold som klangen af Duhnen og dens faktiske udseende led under, var ikke eksisterende i Brunsbüttel. Byen er graa, vandet er brunt. Der gik ingen faerge, saa jeg maatte tilbage af Elben til Glückstadt for at komme over. Det foerste stykke vej foldede Brunsbüttel sig ud i al sin herlighed og og industrielle mennesketomhed (den naturlige forklaring at det var soendag, valgte jeg i situationen ikke at tage i betragtning). Jeg kom forbi en sand promenade ud mod Elben, bestaaende af ikke mindre end to store kulkraftvaerker + et enkelt atomkraftvaerk. … Nok om the marvels of Brunsbüttel. Resten af turen langs Elben ned mod Glückstadt var faktisk fin. Der faldt en forfriskende stoevregn, og jeg koebte mig fattig og forspiste mig paa en hyggelig gaard, som viste sig at vaere et sandt oekologisk frugtparadis.
Om grundigheden af det samvittighedsfulde arbejde ogsaa har sin pris, skal jeg ikke kunne sige. Ihvertfald endte jeg I et hjoerne af Tyskland, af den mere fantasiloese art. Dagens forjaettede stad hed Cuxhaven (der synes hver dag at vaere en ‘’forjaettet’’, der klinger som et eksotisk og fjernt maal, man bare haaber paa at naa).
Jeg naaede selvfoelgelig Cuxhaven, og laengere endnu. Naermere bestemt Duhnen (udtales: Dynen) lidt udenfor Cuxhaven. Det klinger jo saadan set ogsaa meget rart, men lever desvaerre i meget ringe grad op til sit navn. Duhnen leder ikke laengere tanken hen paa noget bare tilnaermelsesvist bloedt og rart, naar foerst man har vaeret der. Duhnen er propfuld af store betonbygninger. Samtlige hoteller (som velsagtens udgoer halvdelen af byens bebyggelse), er af den kubistiske art,. Det ser ud som har arkitektur konkurreret i at lave hoeje taarne i firkantede former, saa marginalt lidt forskellige som muligt.
Grunden til de mange hoteller ligger ioevrigt lige hvor hav moeder land. Her er nemlig strand. Eller rettere sagt; man har lavet strand. Den ligner en byggeplads, med afspaerringer hist og her, jordgrave og bunker, og saa en nok saa net stribe sandstrand helt ude mod vandet. Byggerodet umiddelbart bag ved ser ioevrigt ikke ud til at roere de ferierende pensionerede par (krydret med enkelte nyslaaede boernefamilier). De sidder godt og trygt paa deres sandbraemme, i snorlige raekker af ensfarvede liggestols-parasolanordninger. Kun tyskere, og deres mildest talt begraensede maengde kystlinje pr. Indbygger finder paa at tage hertil. Og saa lige mig ioevrigt. Det bringer mig tilbage til mig selv og min egen vej (som jo paa ingen maade har haft plads i det foregaaende, som udelukkende skal betragtes som strengt objektive erfaringer gjort uden indflydelse af min egen synsvinkel). Min egen vej blev NOGET mere kringlet end jeg foerst havde haabet paa. Jeg stod op med morgengryet ved Nord-Ostsee-Kanal, og efter en hurtig sammenpakning af telt og sovegrej var jeg straks i sadlen. De foernaevnte tyske faktorer gjorde at jeg kom hurtigt frem, og klokken var knap ti foer jeg naaede Brunsbüttel. Undervejs blev det kun til et enkelt hurtigt morgenmadsstop (ostemadder igen, mmh!) ud for en helt autoriseret teltplads.. Suk, nogengange betaler det sig altsaa liige at koere videre til det naeste sving, og det naeste (Andre gange goer det ikke, saa bliver man bare mere udmattet..). Naah, men fra Brunsbüttel var det saa planen at sejle til Cuxhaven (omend Jens-Erik fra Frie Fugle havde advaret om, at der maaske kun gik en faerge to gange ugentligt). Efter en halve times desperat soegen i Brunbüttels mennesketomme turisthavn, maatte jeg erkende, at Jens-Eriks advarsel havde vaeret paa sin plads. Allerede dér led optimismen et knaek.
Det samme misforhold som klangen af Duhnen og dens faktiske udseende led under, var ikke eksisterende i Brunsbüttel. Byen er graa, vandet er brunt. Der gik ingen faerge, saa jeg maatte tilbage af Elben til Glückstadt for at komme over. Det foerste stykke vej foldede Brunsbüttel sig ud i al sin herlighed og og industrielle mennesketomhed (den naturlige forklaring at det var soendag, valgte jeg i situationen ikke at tage i betragtning). Jeg kom forbi en sand promenade ud mod Elben, bestaaende af ikke mindre end to store kulkraftvaerker + et enkelt atomkraftvaerk. … Nok om the marvels of Brunsbüttel. Resten af turen langs Elben ned mod Glückstadt var faktisk fin. Der faldt en forfriskende stoevregn, og jeg koebte mig fattig og forspiste mig paa en hyggelig gaard, som viste sig at vaere et sandt oekologisk frugtparadis.
…
Nu maa jeg loebe. Det lykkedes at komme over Elben. Jeg cyklede paa og langs (hvad der skulle vise sig at blive evindelige..) diger, og naaede baade Cuxhaven og Duhnen, og en massiv regnbye undervejs. Jeg skal ikke bebyrde en eventuel laesers traette oejne med mere, da den eventuelle laeser utvivlsomt har en hel masse andet at tage sig til, og beskaeftige sine tanker med, end hvor min cykel og mig maatte farte rundt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar