Det soede liv med chat noir

Det har vaeret en enormt begivenhedsrig uge i Paris. Jeg vil her blot fremhaeve nogle ting som lige umiddelbart  falder mig ind, for saa at forsoege rent faktisk at komme med nogle nogenlunde tidsvarende opdateringer paa min videre faerd, som jeg begiver mig ud paa imorgen.
Den sidste uge har budt paa rigtig mange timer brugt I boghandelfaenomenet: Shakespeare and Company, hvor jeg saagar ville have boet og lagt et par arbejdstimer, hvis ikke mine overnatninger havde ordnet sig paa anden (og ioevrigt smukkeste) vis. Her har jeg, i skyggen af Notre Dame, laest og skrevet; slappet af, hoert livemusik, og snakket med med baade skaeve og knap saa skaeve eksistenser (endda ogsaa i noget saa gedigent som en konversationsklub!). Og apropos Notre Dame, saa var jeg helt bjergtaget af den. I denne monumenternes by, hvor storladenheden i isaer arkitektur og bygningsvaerker af nyere og (meget) aeldre dato lader meget lidt tilbage at oenske, var Notre Dame nok hvad der for mig stod mest ud i al sin grandiositet. I denne by, hvor der synes at vaere saa uendelig mange attraktioner, som er et besoeg vaerd, og som i sit blotte gadebillede er en selvstaendig attraktion, vil jeg her noejes med at naevne en decideret turistattraktion mere; nemlig museet Quay Branly, som ved Eiffeltaarnets fod lader en verden af antropologisk viden udfolde sig saa det er til at forstaa, og blive grebet af for enhver. Og nu tanken alligevel faldt paa Eiffeltaarnet, saa var det daarligt besvaeret vaerd. Jo, der er en flot udsigt, og Paris er en spaendende by at have en flot udsigt til, men den altdominerende sild-i-toendefoelelse overskygger glaeden herved under meget store dele af besoeget. Derimod kan udsigten fra Montmartehoejen I allerhoejeste grad anbefales, og ikke mindst det stemningsfulde museum der er indrettet I de gamle klosterbygninger lige ved siden af Sacre Coeur, som fortaeller bydelens historie om alt fra blodige krige til litografien og underholdningsindustriens opblomstring side om side.
Jeg noed selv den fysiske udfordring det var at klatre op ad de snoede brostensbelagte gader, paa cykel og med fuld oppakning, og at se mere og mere af Paris udfolde sig nedenfor, og Sacre Coeur stadig mere maegtig tronede ovenfor.
Om lidt skal jeg til min anden RIGTIGE franske fest i privat regi. Nummer et var en udelt fed oplevelse, med dejlige (engelsktalende) og imoedekommende mennesker, musik, dans, fjollerier og et par hoejtravende diskussioner, hvis utvivlsomt geniale konklusioner ingen kan huske et muk af naeste morgen; med andre ord, lige en fest som jeg kan li’ den.
I det hele taget har den kulturelle mangfoldighed I Paris taget mig med storm. Ligefra visse af Bellevilles gader, hvor ethvert taenkeligt folkeslag synes at kappes om at pryde gadebilledet, den smukke (Napoleonsbyggede) Parc de Buttes Chaumont, hvor der dyrkes alt fra dans med blankvaaben til akrobatik, det romerske amfiteater hvor der igen spilles teater og musik og dyrkes sport og til Paris' store moskè, hvis atriumgaarde danner en eventyrlig og eksotisk ramme om eftermiddagstheen.
… Der er simpelthen saa mange indtryk og tanker og oplevelser som jeg saa hjertens gerne ville dele med jer derhjemme, men naar jeg kigger ned i den bog jeg skriver i, og de mange taet beskrevne sider (jeg har netop idag maatte koebe ny), kan jeg godt se at det er et sandt sisyfos arbejde at klare over bloggen. Desuden vil jeg ogsaa meget hellere se jer, og snakke sammen saadan rigtigt. Ansigt til ansigt. Derfor bliver disse overfladiske beskrivelser af et par af de ting jeg har lavet I loebet af en fantastisk uge ogsaa det eneste jeg poster her paa bloggen.

Jeg har idag vaeret ude og anskaffe mig de rette kort til min videre faerd, og er nu faktisk daekket ind hele vejen til Spanien. Desuden har jeg vaeret I en enorm sportsforretning (snarere et helt butikscenter), og faa indkoebt lidt forskelligt supplement til mit nomadeliv i teltet, som jeg nu ogsaa glaeder mig til at genoptage. Det har umiskendeligt kriblet lidt I benene efter at komme videre de sidste par dage, paa trods tilbagevendende hvor-er-den-her-by-fantastisk oplevelser. 
Desvaerre meldte der sig ogsaa her til morgen lidt ondt I halsen, hvilket unaegteligt kan goere det aktive liv paa landevejen knapt saa skaegt, men jeg krydser finger for at det gaar i sig selv igen! Ihvertfald forhindrede det ikke kribleriet i benene i at naa uanede hoejder mens jeg stod og eksperimenterede med den rigtige kombination af de rigtige kort at cykle efter.
Alt I alt: Jeg glaeder mig til at komme videre, og kan som saadan melde om alt vel. Jeg haaber at det er ligesaa derhjemme.

En formiddag i Paris

Efter en god lang nattesoevn, og lidt internettid i lejligheden tog jeg hul paa en dag i praktikaliteternes navn. Den ubetingede foersteprioritet var cykelreparation. Paa vejen mod cykelsmeden ved Rue Losserand blev jeg imidlertid distraheret af fundet af en pakke rigtig rugbroed, som stillede en pludselig glubende sult; i de fredelige omgivelser bag murene der omkranser Montparnasse kirkegaarden. Saaledes optanket med baade mad og ro og fred, blev jeg for alvor klar til denne enorme by. Jeg begav mig ned ad den livlige og spraglede Rue Raymond Losserand paa cykelsmedejagt. Halvvejs nede ad gaden stak jeg hovedet ind i en boghandel, i forhaabningen om at nogen der kunne lidt engelsk og saaledes hjaelpe mig paa ret vej. Godt call. En boghandler med et rigtig godt fjaes vidste straks besked, og jeg fik i tilgift at vide, at cykelhandleren var « a real gentleman » hvilket tiltalte mine evigt romantiske droemme om min egen eventuelle fremtid som cykelsmed. Inde i cykelsmeden (som i virkeligheden laa i Rue Pernety) blev jeg straks taget imod af en parisisk kvart-svensker, som tilboed sin sproghjaelp. Jeg osede aabenbart langt vaek af ikke-fransktalende individ – en noget fremmedgjort klasse paa disse kanter, hvis du paa dette tidspunkt spoerg mig. Cykelhandlerens venlige og rolige gemyt gjorde imidlertid kommunikationen ganske nem alligevel, og han fremhaevede gentagne gange, at det her altsaa var « a very good bicycle ». Saaledes lettet over udsigten til min cykels snarlige bedring, begav jeg mig ud i Paris' gader. Foerst stak jeg lige hovedet ind hos boghandleren, og sagde tak for hjaelpen og det gode raad. Lige i indgangen blev min interesse ioevrigt fanget af en Marx' kritik af Hegels Retsfilosofi; ganske vidst paa fransk, men det afholdt mig ikke fra at staa og bladre lidt i den; og skrible den tyske titel ned til senere brug. Dette undgik ikke en hvis boghandlers opmaerksomhed, og snart var vi involveret i en gebrokken snak paa lige dele tysk og engelsk om Hegel, oversaettelse af filosofi endende ud i en gemytlig lovprisning af Hegel og musik. Den blev imidlertid brat afbrudt, da boghandleren med et dukkede ned bag sin disk, og fiskede en bog frem som han gav sig til at skrible i. Det var intet andet end en bog han selv havde skrevet om netop Hegel, og « boghandleren » viste sig at vaere professor i baade musikvidenskab og filosofi. Noget betuttet tog jeg imod hans bog, med personlig hilsen fra Dominique Pagini. Efterfoelgende opsporingsarbejde har desvaerre ikke meldt om nogen oversaettelser af ham, men saa er der jo endnu en god grund til at laere fransk.

Nu kan jeg ikke naa saa meget mere detaljeret beretning, men der var ihvertfald et lille close-up af en (af mange spaendende!) formiddag(e) paa min rejse.

Resten af denne dag blev tilbragt med lidt skriverier i Jardin de Luxembourg, besoeg i Saint Sulpice kirken og biograftur om aftenen med min couchsurfing vaertinde.

Til Paris kom jeg imidlertid..

Trillende med toget ind til en station i det centrale Paris. Lidt mismodigt gik jeg ud for at finde en internetcafe, og faa en couchsurfing aftale i hus, mens jeg proevede at lade vaere med kun at taenke paa min grundigt bukkede forskifter. Jeg fangede heldigvis lige lige min kommende couchsurfingvaert Maïtè online paa facebook, saa aftale om ly for natten kom hurtigt paa plads, og jeg skramlede snart videre mod Rue Desnouettes, i det sydlige Paris hvor jeg skulle have hjemme for en stund. Jeg havde imidlertid ikke koert mange meter, foer en hoeflig roest fra cyklen bagved spurgte: "Excuse me, can I ask you where you are going like this?" Om det var cyklen ramponerede tilstand og mislyde, om det var diverse mere eller mindre pyntelige tilfoejelser til den store oppakning eller maaske helhedsbilledet der foranledigede spoergsmaalet skal jeg ikke kunne sige; men ihvertfald svarede jeg beredvilligt. Det tog jo lidt tid og forklare, og Sergio, stemmens ejermand og jeg cyklede sammen gennem Paris' gader, og kom hurtigt til at snakke om baade det ène og det andet. Sergio var skuespiller og litteraturstuderende, fra Spanien, og sad lige i oejeblikket og skrev paa sin ph.d. i Paris (dvs. cyklede rundt og paa maa og faa i Paris' gader og noed det gode vejr). En times tid efter fik vi revet os loes fra en snak om storbyer som faenomen, cykling i disse og livet som studerende, og jeg havde et staaende tilbud om logi i Paris paa haanden. Ikke nogen daarlig velkomst, til denne enorme by.
Jeg fik rimeligt hurtigt (hvis jeg selv skal sige det) snirklet mig igenne, den taette parisertrafik, og fandt den lejlighed hvor jeg skulle overnatte. Her blev jeg taget rigtig godt imod af Maïtè. Vi snakkede et par aftentimer vaek i hendes bedsteforaeldres stue, hvor hun hoster couchsurfere, mens de gamle er i sommereksil i sydfrankrig, inden vi begav os ud, og jeg fik lov at snuse til det livlige tirsdagsnatteliv i Paris.

Der var engang en glad campist..

 Lejr under ordnede forhold paa campingplads ved Abbeville

 .. og i vildmarken

Og et lille kig ind i min ydmyge bolig, som jeg er blevet svaert glad for.

Morgengry og eftertragtet traktor.

Lidt krigsminder, og endnu en god grund til at vaere glad for bakkerne syd/vest for Calais - panoramaer i aftensolen.

Cykel- og strandtur med Loyan, som naevnt ustabilt vejrlig, og slutteligt piratcamping i klitterne paa den franske side af graensen.

In Bruge

Brügge og klokkevaerk.

Fladlandsidyl, og slutteligt en passende maade at trille ind i Belgien paa langs kanalen (trille er maaske saa meget sagt; nok snarere tonsende og svedende med ihvertfald 25 i timen, som skrevet staar var der krudt i benene den dag).

Kaerligst Holland/Belgien

Ode til cykelfolket

Farvel Holland

Katedral og plads fuld af liv i Middelburg, og (naesten) farvel til Holland fra faergen.

Rotterdam og daemninger.

Snapshots fra turen ned gennem Holland

Drageflyvning ved kysten, rast i the dunes og drivhuse saa langt oejet raekker mellem Haag og Rotterdam.

What to choose..?

Sidste tid i Amsterdam

NDMC de gamle skibsvaerftshaller nu i fuld opblomstring med kunstnerkollektiver og andet godt, kirke og imponerende traekirkeloft i Haarlem.

Halser haabloest efter..

Skal jeg nogensinde goere mig forhaabninger om at holde bloggen her up-to-date, er jeg vidst noedt til at springe lidt hurtigt hen over nogle rejseoplevelser; som jeg ellers gerne ville have berettet mere om. Det bliver til et hurtigt resume af den sidste uges tid.

Jeg havde et par skoenne sidste dage i Amsterdam. Den stod paa godt vejr; besoeg paa nedlagt skibsvaerft med opblomstring af alskens kultur, og en lang eftermiddags skrivestund i solen paa bredden af en kanal. Da jeg skulle afsted maatte jeg foerst ud og aflevere noegler til lejlighed hos Janines foraeldre, og lidt vroevl med at finde vej foerte mig i armene paa baade en soed kunstner og botanikerdame, og en autistisk filosof, som nok var et af de mest imoedekommende og aerlige mennesker at samtale med; jeg nogensinde er stoedt paa. Jeg fik tilbagelagt en god del kilometer med dem hver isaer, og de var begge to interessante at snakke med. Efter at have afleveret noeglerne brugte jeg lidt tid i Haarlem, hvor der var monumentdag, hvilket vil sige at de fleste kirker, museer og andet havde gratis adgang. Lidt billeder foelger. Cyklede videre mod Rotterdam genne, the dunes (klitlandskabet som breder sig langs den hollandske kystlinje ud for Amsterdam), hvor jeg paa vejen stoedte paa et soedt ungt par fra Haag, som boed paa internet og overnatning - dejlig oplevelse.
Jeg tog tidligt afsted, samtidig med at Jochem, min ene vaert skulle paa arbejde, og havde en lidt traels cykeldag, med HAARD modvind, og lidt vel meget beton mens jeg passerede Rotterdam. Paa selvsamme stykke skulle jeg dog ogsaa se kilometertaelleren passere de foerste tusind kilometer. Det foeltes ikke vaerst. Maatte give op overfor stormen allerede ved firetiden, og fik tiltusket mig en saakaldt "proeveplads" paa en naturcampingplads. Camping i det fri, hvor der bestemte steder i naturen er opstillet faciliteter til medlemmer.
Dagen efter var vinden loejet en smule af, og jeg koerte friskt til mod Middelburg, som jeg naaede ved tretiden. Det blev til et godt hvil i den hyggelige bymidte, inden jeg begav mig videre mod Vlissingen, hvor jeg jeg tog faerge over mod Belgien af. Fandt en god traeomkranset kanal at cykle langs i Belgien, og var lige pludselig i Brügge. God dag med krudt i benene. Det blev til to festlige dage i Brügge herefter, hvis naermere detaljer jeg ikke skal belemre jer med; jeg havde det skaegt. Herefter vendte jeg styret mod Frankrig, og havde et par lange cykeldage med piratcamping i franske klitter, startende med et sandt marathon langs den belgiske kyst (Oostende, Westende mm) hvor jeg tilbagelagde ca. 60km. paa under tre timer. Det var fedt, og naesten som at vaagne op fra en cykelrus efter. Jeg husker blot at have koert glad floejtende langs lange strandpromenader, zigzaggende mellem folk paa den fine brolaegning.
Fransk kyst var fin, og der meldte sig lidt bakker igen, hvilket var helt forfriskende (ikke set siden de sydfynske alper). Det blev dog for alvor regnvejr da jeg forlod kysten ved Somme for at krydse ind mod Paris. To dage med naesten konstant regn var til tider lidt traels, men boed ogsaa paa dejligt lejrliv, med masser af jazzmusik, laesning og skriverier i de franske skove. Ioevrigt var jeg smadderheldig med det ustadige vejr, med hensyn til telt- opslaaning, toerring og nedpakning.
Jeg fortsatte ned igennem Frankrig, og havde desvaerre mit foerste uheld med cyklen i Herblay (godt tyve km nord for Paris) som tvang mig til at tage tog det sidste stykke ind til Paris. Det var lidt frustrerende, naar man nu lige havde glaedet sig til at komme rullende derind paa to hjul.

Amsterdam og mangfoldighed

Efter aftenen inden at vaere blevet indkvarteret i en sand herskabslejlighed hos Mikkel og Janine, lige ved Museumsplein, stod jeg rigtig veludhvilet op. Vi spiste en hyggelig faelles morgenmad, og gik derfra hver til sit. Jeg skulle ud og genopdage Amsterdam. Jeg var en kort sviptur inde over centrum, med overfyldte straeder og grachter. Inde og krydse Red Light District, hvor jeg atter maatte forundres. Det var ikke saa meget de halvnoegne mennesker, som ihaerdigt tilbyder sig paa hvert et gadehjoerne, som det var det taette moede mellem menneskelige kultiveringsformer, der opstaar (ihvertfald i mit hoved), naar man gaar forbi den gamle barokkirke Oude Kerk; paa den ene side er omkranset af travle coffeeshops, og paa den anden af blinkende neon, som opfordrer til umaadeholden viderefoerelse af alt hvad der kaldes syndigt i foerstnaevnte institution. Der er noget roerende over det..
Efter denne sviptur, brugte jeg det meste af dagen paa at sjoske rundt i Jordaan, og finde steder til at faa ordnet praktikaliteter (indkoeb af bog, cykelolie, sprit mm.) og opdage hvad Jordaan ellers var for en stoerrelse og kunne byde paa.
Der var hyggelige straeder, og smaa butikker til ethvertbehov, og i det hele taget rart at vaere. Mikkel forklarede sidenhen at det ogsaa var saadan et sted hvor "alle vil bo",og at der ioevrigt er nogle strenge regler for renovering af lejligheder, hvilket betyder, at mange  lejligheder stadig er ganske smaa, og der bliver bibeholdt en paen diversitet i sociale lag osv. Med andre ord rygerne priserne ikke uforholdsmaessigt meget i vejret, paa trods af populariteten af kvarteret. 
Jeg gjorde desuden et rigtigt fund, paa et hjoerne til Lauriersgracht, hvor der laa en lillebitte english bookstore, som serverede tea&scones, som man saa kunne nyde mens personalet konverserede en om litteratur. Ikke det vaerste sted at tilbringe et par regnfulde eftermiddagstimer, for en bogglad og lettere anglofil ung mand.
Gaaturen i Jordaan fik paa det smerteligste mindet mig om mine oemme ben, og det var et par godt traette nogle af slagsen, der vandrede hjemad mod Museumsplein med et hurtigt indkoebsstop paa vejen hen ad aften. Det er ioevrigt utroligt saa meget dyrere livet i storbyen er. Og det paa trods det totale fravaer af de ellers daglige energiudladninger paa cyklen. Det har velsagtens ogsaa noget at goere med at have tiden til at lade sig friste..
Hjemme i lejligheden var Janine ogsaa lige forbi, og bemaerkede paa vejen, at den aeldre distingverede rengoeringsdame, paa det bestemteste havde korrigeret sin stillingsbetegnelse til noget i retning af "interior caretaker". Man fristes til at fraskrive netop det bedre borgerskab enhver evne til at kalde en spade for en spade.
Det blev til lidt mad, lidt afslapning og lidt internettid i lejligheden, inden jeg skulle ud og moedes med Mikkel i det Amsterdamske natteliv. Inden det sidste lod sig goere fik jeg baade stukket snuden ind paa en rigtigt hovski-snovski jazz- og vinbar, og tre numre laengere nede af gaden et hyggeligt, trashet vaertshus primaert befolket af lesbiske par, deriblandt indehaveren og bartenderen. Det virker som saa vidt forskellige maader at leve noget (her: natte)liv paa, der tydeligtvis ogsaa her stortrives side om side. Lige som jeg havde haabet at moede paa min tur. Forskelligartetheden, altsaa.

Ude og inde

Opvaagnen under varm dyne var ikke vaerst, men det var maerkeligt at vaere indendoers, saadan rigtigt. Udendoers liver havde (som haabet) allerede kraevet lidt af sin ret, og jeg skyndte mig da ogsaa ud, og gaa en tur op i banken for at haeve penge til min rare husmutter. Hun lavede ioevrigt gratis morgenmad til mig, paa trods af min bestemte bestilling af vaerelse UDEN morgenmad. Det blev til to morgenmaaltider, som skulle vise sig at blive noedvendige.
Alle I kaere mennesker hjemme, som har oensket mig ''god vind'' og ''medvind paa landevejene'', I skal have tusinde tak, men jeg har aabenbart ikke gjort mig fortjent dertil. Det blaeser fortsat kraftigt, fra noejagtigt den retning jeg bevaeger mig i.Jeg fik dog krydset graensen, mens knaeene af anstrengelsen begyndte at smerte mere og mere, og det sidste stykke til Groningen var decideret ubehageligt. Da jeg omsider naaede dertil, var mine knae saa oemme, og min vilje saa tyndslidt, at jeg storsyndede mod konceptet med turen, og tog et tog resten af vejen til Amsterdam, hvor der heldigvis ventede en varm velkomst fra Mikkel og Janine.

(fortsat)

.. Og saa loeb internettiden lige ud.

Jeg ville have begivet mig videre fra Emden, i forsoeget paa at naa Neuwe Schans (hvor jeg skulle krydse den Hollandske graense, men kort efter jeg var kommet og med faergen (et med et par seje faergemaend ioevrigt!) maatte jeg ganske enkelt vende om, da vejret blev saa daarligt at mand hverken kunne cykle eller goere sig forhaabning om at stille telt op laengere. Jeg moedte ganske heldigt et meget venligt tysk aegtepar paa cykelferie, som jeg havde snakket med paa faergen, som hjalp mig med at finde en billig overnatningsmulighed i Ditzum. Desvaerre var stroemmen i den billige overnatningsmulighed gaaet, og indehaveren ventede nervoest paa en elektriker. Han naegtede pure, at lade mig leje vaerelset uden stroem, end ikke til den fulde pris. Dette kom lidt bag paa mig, og jeg kunne ikke helt greje om det var et handelsmandskodeks, en spoejs form for gentlemanship eller noget helt tredje der gjorde sig gaeldende. Han viste en ioevrigt stor velvilje og forstaaelse for min situation. Jeg er stadig lidt forundret.. Efter at have fundet sikker indkvartering i et lunt vaerelse et andet sted i Ditzum, fik jeg saagar mod paa at gaa lidt paa opdagelse i byen inden det blev helt moerkt. Det viste sig at vaere et smadderhyggeligt sted, med smaa roede huse, og smalle, smukt brolagte gader og et par obligatoriske Frisiske moeller til at fuldende billedet. Og saa en fin lille fiskerhavn. Den tog sig helt godt ud i uvejr, Ditzum. Jeg fandt dog heller ikke her noget sted at se Danmark spille landskamp mod Norge, hvorfor jeg i sidste ende maatte resignere, og tage hjem paa vaerelset for at se Tyskland spille. Dette skulle dog ogsaa vise sig umuligt, da tv-signalet var blokeret at uvejret. Jeg maatte taknemmeligt tage imod gode opdateringer par tingenes tilstand i Dansk landsholdsfodbold fra lillebror (tak Johan!), og sov ioevrigt trygt og godt fra det hele under en varm dyne.

Naar Vejret Koster Knaster

Efter nedpakning af telt ved 6-tiden, begav jeg mig videre i morgengryet. Bare et par hundrede meter fra min egen forsamlingshusbaghve (hvor den offentlige cykelsti altsaa gik igennem) saa jeg med et fornoejet smil en anden piratcampist, som havde vaeret naesten lige saa heldig med valg af teltplads. Denne var endt paa et aabent omraade umiddelbart efter et naturparksskilt, som gjorde det meget klart, at herinde maa man naesten ingen ting. Det saa ioerigt ganske harmloest ud. Ihvertfald hvis man ser bort fra den frygtelige neonblinkende og uforholdsmaessigt dyre campingplads 5 kilometer tilbage (17 Euro for en enkelt plads til et enmandstelt i en nat er altsaa lidt for pebret).
Ud langs diget gik turen igen, hvor vinden var loejet en smule af i anledning af den smukke morgenstund. Over det graesbeklaedte dige kunne man lige skimte solen staa op igennem et delvist skydaekke, som blev ganske forgyldt, mens sarte roede straalebundter stod ud igennem det. Et fantastisk syn. Jeg blev mindet om hvor vild jeg er med solopgang, og umiddelbart efter hvor faa jeg oplever med mit naturlige syvsovergen.
Det er sikkert bedst saadan :-)

Jeg begav mig mod Wilhelmshaven, eller rettere sagt Sande, hvor jeg skulle stoede til Ems-Jade-Kanal, som skulle foelges over til folkevognsbyen Emden, lige omkring graensen til Holland.Det gik forbloeffende hurtigt. Vinden var ikke rigtig vaagnet op til (u)daad endnu. I Sande koebte jeg i ren overstadighed en nybagt croissant og en kakaomaelk (som desvaerre viste sig at vaere lavet paa tyskernes haabloest soedlige homogeniserede vollmilch) som jeg noed ved bredden af Ems-Jade. Med dette indenbords + et par skiver rugbroed kom hurtigt afsted langs Ems-Jade mod Aurich mens vinden langsomt men sikkert tog til. Aurich naaede jeg paa noget der lignede to timer, men derfra knaekkede traaden desvaerre igen. Ems-Jade-Kanal er maegtig hurtig at koere langs med, hvis man kan finde ud af at foelge den. Jeg formaaede paa mystisk vis at koere forkert baade to og tre gange (den ene gang endte jeg midt i en ploejemark, som ikke var videre cyklistvenligt indstillet). Vinden havde nu ogsaa naaet gaardsdagens styrke, og det blev til endnu et par haarde timer till en distance der vel var halvt saa lang som formiddagens. Jeg naaede imidlertid Emden, i hvad der efterhaanden maatte betegnes som storm. Her ville jeg gerne finde et sted at se landskamp, og blive natten over. Der var imidlertid ingen steder at se landskamp, og ingen steder "at blive", saa jeg endte med i storm, og nu ogsaa regn at koere videre, noget mismodigt. Jeg sejlede en stormtur over Ems, og endte i Ditzum, hvor jeg maatte ty til en ferienwohnung, af frygt for elementernes haergen! Oev!

1 vs 1

Der har meldt sig en direkte modstander paa min faerd, som snarere er blevet omdannet til en kamp (for at naa til Amsterdam, ihvertfald). Ligefra den aarle morgenstund i Duhnen har der blaest en kraftig vind fra Vest/Syd-Vest. Min cykel og jeg bevaeger os mod Vest/Syd-Vest.
Halvvejs mod Bremerhaven, ad en noget ensformig cykeltur langs diget ud mod havet, er jeg en del mere maerket end min direkte modstander, som enstonigt blaeser videre. Havde den saa bare kunne veksle lidt i ENTEN styrke eller retning! Men nej, samme stive kuling, direkte ind i et efterhaanden helt vejrbidt ansigt (i visse sving fik jeg dog allernaadigst en sidevind, som truede med at kaste cyklen ud i groeften indtil flere gange). Situationen kaldte paa en skrivepause, og saadan blev det. Da jeg henved en time senere begav mig videre, var det i en modvind der ikke var taget det mindste af, og jeg var blevet lettere stivbenet. Saa meget for at udskyde pinen.
Efterhaanden begyndte jeg dog at naerme mig Bremerhaven. Det startede med nogle hoeje metalkonstruktioner, som loeftede sig op i horisonten. Da jeg omsider naaede dem, viste det sig at vaere enorme ladningskraner, der loeftede, flyttede og stablere containere som var de bananer paa et sorteringsbaand. Det var bare starten. Ca. 12 kilometer, i en paen lige linje koerte jeg igennem Bremerhavens industrihavn, og saa havde jeg endda hele ''the fruit docks'' til gode, som laa lidt afsides (Mikkel paastaar at Rotterdams industrihavn er mindst 5 gange stoerre, det maa jeg se foer jeg tror det!). Ihvertfald koerte jeg maabende mellem enorme skibe, kraner containerstabler der havde talt som bjerge hjemme i Dannevang og lastbiler og godstoge fulde af alskens varer fra biler til bananer. Bremerhaven selv fik jeg ikke dannet mig meget indtryk af, da det at industrihavnen endnu sad fast. Jeg blev paa helt uvente vis mindet om, hvorfor jeg gerne ville rejse i Europa, ved saadan at bevaege mig langs, hvad der forekom at vaere en af hovedarterierne, i det vesteuropaeiske civilisationsmonstrum.
Inde i selve Bremerhaven skulle jeg bare have en baad over Weserfloden, og saa cykle mod Wilhelmshaven. Jeg fandt hurtigt faergen, og mens den transporterede mig over Weser begyndte det rigtig at storregne (jeg behoever vel ikke at naevne at det naturligvis blaeste videre paa livet loes..). Umiddelbart efter jeg kom over floden for jeg vild. Der var ingen rigtig brugbar skiltning, og vejret var daarligt. Jeg koerte to forskellige (forkerte) retninger, og endte begge gange med at vende tilbage til havnen. Traet efter formiddagens infight med vinden resignerede jeg, og koerte et kedeligt stykke vej til Nordhaven, hvor jeg kunne tage et tog over til Wilhelmshaven. Det var egentlig ikke saa langt, jeg var bare bogstaveligt talt blaest i hovedet, og opgav derfor (i situationen KUN skydende skylden paa vejret) at finde den rigtige vej. Det faldt sig saaledes, at der var sporarbejde, og jeg derfor endte i Oldenburg (temmeligt langt fra baade Wilhelms- og Bremerhaven), hvorfra der skulle organiseres bus for passagerer mod Wilhelmshaven, og altsaa ogsaa mig og min cykel. Det lykkedes efter stress og jag at faa baade mig og cyklen ombord, kun saa jeg kunne staa af to stop for tidligt (hvilket var moderat langt fra Wilhelmshaven). Regnen lagde sig og moerket faldt paa, og omkring kl ti maatte jeg gi' op, og slaa teltet op i nattens mulm og moerke, i hvad der skulle vise sig at vaere baghaven til et medborgerhus, eller noget i den retning. Jeg kan dog med det samme forsikre om, at jeg fik hevet teltploekkerne op foer fanden overhovedet begynder at overveje at tage sko paa, saa jeg slap for paatale af mit maaske ikke strengt legitime valg af teltplads.

En god dags pedalarbejde

Dag 6:

Foerst en tak til det flade Tyskland, dernaest en tak til det samvittighedsfulde tyske folk, som asfalterer noget saa paent, paa selv de mest afsides straekninger. TIlsammen hjalp det til at tilbagelaegge naesten 140 km idag.
 Om grundigheden af det samvittighedsfulde arbejde ogsaa har sin pris, skal jeg ikke kunne sige. Ihvertfald endte jeg I et hjoerne af Tyskland, af den mere fantasiloese art. Dagens forjaettede stad hed Cuxhaven (der synes hver dag at vaere en ‘’forjaettet’’, der klinger som et eksotisk og fjernt maal, man bare haaber paa at naa).
Jeg naaede selvfoelgelig Cuxhaven, og laengere endnu. Naermere bestemt Duhnen (udtales: Dynen) lidt udenfor Cuxhaven. Det klinger jo saadan set ogsaa meget rart, men lever desvaerre i meget ringe grad op til sit navn. Duhnen leder ikke laengere tanken hen paa noget bare tilnaermelsesvist bloedt og rart, naar foerst man har vaeret der. Duhnen er propfuld af store betonbygninger. Samtlige hoteller (som velsagtens udgoer halvdelen af byens bebyggelse), er af den kubistiske art,. Det ser ud som har arkitektur konkurreret i at lave hoeje taarne i firkantede former, saa marginalt lidt forskellige som muligt.
Grunden til de mange hoteller ligger ioevrigt lige hvor hav moeder land. Her er nemlig strand. Eller rettere sagt; man har lavet strand. Den ligner en byggeplads, med afspaerringer hist og her, jordgrave og bunker, og saa en nok saa net stribe sandstrand helt ude mod vandet. Byggerodet umiddelbart bag ved ser ioevrigt ikke ud til at roere de ferierende pensionerede par (krydret med enkelte nyslaaede boernefamilier). De sidder godt og trygt paa deres sandbraemme, i snorlige raekker af ensfarvede liggestols-parasolanordninger. Kun tyskere, og deres mildest talt begraensede maengde kystlinje pr. Indbygger finder paa at tage hertil. Og saa lige mig ioevrigt. Det bringer mig tilbage til mig selv og min egen vej (som jo paa ingen maade har haft plads i det foregaaende, som udelukkende skal betragtes som strengt objektive erfaringer gjort uden indflydelse af min egen synsvinkel). Min egen vej blev NOGET mere kringlet end jeg foerst havde haabet paa. Jeg stod op med morgengryet ved Nord-Ostsee-Kanal, og efter en hurtig sammenpakning af telt og sovegrej var jeg straks i sadlen. De foernaevnte tyske faktorer gjorde at jeg kom hurtigt frem, og klokken var knap ti foer jeg naaede Brunsbüttel. Undervejs blev det kun til et enkelt hurtigt morgenmadsstop (ostemadder igen, mmh!) ud for en helt autoriseret teltplads.. Suk, nogengange betaler det sig altsaa liige at koere videre til det naeste sving, og det naeste (Andre gange goer det ikke, saa bliver man bare mere udmattet..).  Naah, men fra Brunsbüttel var det saa planen at sejle til Cuxhaven (omend Jens-Erik fra Frie Fugle havde advaret om, at der maaske kun gik en faerge to gange ugentligt). Efter en halve times desperat soegen i Brunbüttels mennesketomme turisthavn, maatte jeg erkende, at Jens-Eriks advarsel havde vaeret paa sin plads. Allerede dér led optimismen et knaek.
Det samme misforhold som klangen af Duhnen og dens faktiske udseende led under, var ikke eksisterende i Brunsbüttel. Byen er graa, vandet er brunt. Der gik ingen faerge, saa jeg maatte tilbage af Elben til Glückstadt for at komme over. Det foerste stykke vej foldede Brunsbüttel sig ud i al sin herlighed og og industrielle mennesketomhed (den naturlige forklaring at det var soendag, valgte jeg i situationen ikke at tage i betragtning). Jeg kom forbi en sand promenade ud mod Elben, bestaaende af ikke mindre end to store kulkraftvaerker + et enkelt atomkraftvaerk. … Nok om the marvels of Brunsbüttel. Resten af turen langs Elben ned mod Glückstadt var faktisk fin. Der faldt en forfriskende stoevregn, og jeg koebte mig fattig og forspiste mig paa en hyggelig gaard, som viste sig at vaere et sandt oekologisk frugtparadis.

…

Nu maa jeg loebe. Det lykkedes at komme over Elben. Jeg cyklede paa og langs (hvad der skulle vise sig at blive evindelige..) diger, og naaede baade Cuxhaven og Duhnen, og en massiv regnbye undervejs. Jeg skal ikke bebyrde en eventuel laesers traette oejne med mere, da den eventuelle laeser utvivlsomt har en hel masse andet at tage sig til, og beskaeftige sine tanker med, end hvor min cykel og mig maatte farte rundt.

The outskirts af Bremerhavens industrihavn og morgengry am Deich.

Aften og morgenstund ved Nord-Ostsee-Kanal

Store skibe paa lille kanal

Lidt Haervejssnapshots