Jeg glaeder mig til jul!

Det er en maerkelig foelelse at gaa rundt med, i en hverdag der inkluderer timers olivenplukning og jaevnlige togter efter frisk frugt i de omkringliggende dalen under hoej sol.
Julehumoeret har som regel et noget anderledes rammevaerk.
Fjernt fra nisser, julepynt og forbrugscirkus tager tingenes tilstand sig dog ganske paent ud. Det er et liv fyldt af simple nydelser; maaltider fulde af selvdyrkede ingredienser, bade i solvarmet vand, traeklatring, synet af diverse byggeprojekters tagen form, vandreture i bjergene og ikke mindst masser af musik og soede mennesker at dele det hele med. Naar jeg sidder foran en buldrende ild i den lille stenhytte en sen aften og doesigt reflekterer er det svaert at komme uden om: Jeg nyder livet her i Alpujárras. I fulde drag.
Naar det er sagt, saa maa jeg dog ogsaa konstatere at jeg snart har faaet nok af olivenhoest og trilleboersarbejde (som er ret essentielt, paa et landbrug hvis eneste adgang til omverden er en smal grussti.). Jeg glaeder mig til at komme hjem til velkendte rammer, og maaske endda til nogle nye perspektiver paa selvsamme. Jeg glaeder mig til at komme hjem til familie og venner, og ud af rejselivets (og wwooferlivet for den sags skyld) noget flygtige sociale relationer. Sidstenaevntes fede, laererige og interessante karakter skal jeg vaere den foerste til at prise i hoeje toner, men jeg maa ogsaa konstatere at min egen tagen del deri er godt og grundigt formet af mere permanente forbindelser. Familie og venner af den knapt saa flygtige karakter er simpelthen noedvendige. Noedvendige for at jeg kan arbejde med rejsens stadige stroem af nyt input. There`s no denying it.
.. apropos input, saa er det unaegteligt sparsommeligt, hvad jeg faar berettet her paa bloggen om disse. Jeg skal forsoege et par ord om den netop overstaaede weekend.
Foerst og fremmest var den stille og rolig. Det laengste jeg bevaegede mig vaek fra den lille stenhytte hvor jeg bor, var til Bayacas med en saek skrald. Med andre ord en rigtig hjemmeweekend. Den indeholdt da ogsaa alt hvad man kunne oenske sig af saadan en, med masser af tid til laesning og skrivning, hyggelige aftenstunder med musik og godt selskab, kokkerering under livlig diskussion af alt fra filosofi og poesi til legendariske fodboldtacklinger og koekkenuheld; og hvis disse emner ikke skulle synes fjerne nok saa konceptualisering af stenbelaegning af terrassen foran huset og en umiddelbart efterfoelgende paabegyndelse af projektet. Den tager sig pt. ganske godt ud, omend kun halvfaerdig. Det er desuden ret fedt at kunne tilfoeje nogle varige forbedringer i konkret fysisk form til stedet, hvorfor jeg ogsaa har vaeret nok saa ihaerdig i byggeriet af denne lille patio foran huset og tidligere paa ugen ogsaa en fin bambusflettet haveport.

Nu render tiden fra mig igen. Jeg vender imidlertid snart snuden mod Danmark, og jeg ser frem til at kunne fremfoere beretninger fra rejsen i mundtlig form og ansigt til ansigt. Det er til hver en tid at foretraekke fremfor disse forhastede blogposts.

Hasta pronto.