5021 km senere..

Ruller mine to hjul atter ned ad Valby Langgades velasfalterede cykelsti. De drysser det sidste tørre støv fra de sydspanske landeveje af sig, og samler i stedet nogle klumper godt dansk mudder op, som samler sig i skærmen på forhjulet. En drastisk omvæltning for de to trofaste, runde, gummibelagte tingester der har båret mig tværs gennem Europa – ad smukke cykelruter og små, bumlende grusstier, på store hovedtrafikårer klemt inde i bjergpas sammen med tonsvis af metal drevet frem med hundrede kilometer i timen af røgudspyende benzinmotorer, langs rolige vande, tværs gennem floder og over bjerge ad små glemte landeveje, hvor det nærmeste man kom trafikkaos var en forbipasserende flok geder eller får.
 Også den danske vinter klarer mine to hjul imidlertid forbilledligt. Kun en svag lyd fra friktionen mellem gummi og mudder er blevet føjet til det glidende tråd.
Jeg er hjemme igen, og Valby ligner sig selv. Det føles i et kort sekund som om jeg knapt nok har været af sted. Spøjst.
”At få sjælen med”, sagde Gandhi vidst engang noget om. Det begynder at dæmre for mig hvad han måske kan have ment med det. Jeg har ingen bedre ord for den fremmedgørelse fra ens omgivelser som gør sig gældende ovenpå flyrejsen. Følelsen af slet ikke at have været væk er højst forstyrrende, når nu man er ret sikker på at have overværet ens to cykelhjuls ovenfornævnte udskejelser på allernærmeste hold.
Ovenpå måneders rejsen rundt over jordens overflade med kun cyklens mekanik og sine to bens formåen som middel til fremdrift – det nødvendigvis rolige og (forekommer det mig) naturlige tempo man bevæger sig i – kan det være nederdrægtigt svært ”at få sjælen med” i en 3-4 timers infernalsk jagen hen over himlen i en flyver. Det føles ærligt talt komplet surrealistisk lige pludselig at stå udenfor lufthavnen med begge plantet i dansk, betonklædt jord igen. Hvad blev der af den skønne hverdag med olivenplukning i trætoppene og vandreture i bjergene? Hvor er pludseligt de rolige andalusiske gemytter som jeg havde rejst så langt og længe (bl.a) for at møde?? Når jeg kigger rundt på mine umiddelbare omgivelser bliver det kun sværere og sværere at fatte, at alt det kun skulle ligge et par timers transport væk.
Jeg må vidst hellere holde mig til cyklen fremover. Så er min sindsro i hvert fald sikret; sikret mod flyrejsens forstyrrende (og vidst i øvrigt fænomenalt forurenende) effekter.

Efterhånden begynder det dog at sive ind, at jeg altså ER hjemme igen. Hjemme; tæt på familie og venner, i gammelkendte (og højt skattede) omgivelser og aldrig langt fra min savnede saxofon, som jeg glæder mig til at genopfriske ”bekendtskabet” med.

Hvad angår nye perspektiver hentet ind fra de fjerne (tænkt i cykelafstand) horisonter, så er jeg overbevist om, at de lidt efter lidt nok skal melde sig med påtrængende kraft i mange aspekter af dagligdagen herhjemme. Jeg glæder mig! Og er ikke mindst spændt på at møde alt og alle i det danske, og se hvad der er gået for sig i al den tid, hvor jeg har været afskåret fra liv som jeg helst ikke vil være afskåret fra.

.. Slut på cykeltursbloggen for nu. Jeg håber den lettere (selv)højtidelige tone kan undskyldes med at det var sidste indlæg. Der var lige lidt overvejelser der ”skulle ud”.

…

Nu er jeg klar til julestemning og skæg og ballade igen J