5021 km senere..

Ruller mine to hjul atter ned ad Valby Langgades velasfalterede cykelsti. De drysser det sidste tørre støv fra de sydspanske landeveje af sig, og samler i stedet nogle klumper godt dansk mudder op, som samler sig i skærmen på forhjulet. En drastisk omvæltning for de to trofaste, runde, gummibelagte tingester der har båret mig tværs gennem Europa – ad smukke cykelruter og små, bumlende grusstier, på store hovedtrafikårer klemt inde i bjergpas sammen med tonsvis af metal drevet frem med hundrede kilometer i timen af røgudspyende benzinmotorer, langs rolige vande, tværs gennem floder og over bjerge ad små glemte landeveje, hvor det nærmeste man kom trafikkaos var en forbipasserende flok geder eller får.
 Også den danske vinter klarer mine to hjul imidlertid forbilledligt. Kun en svag lyd fra friktionen mellem gummi og mudder er blevet føjet til det glidende tråd.
Jeg er hjemme igen, og Valby ligner sig selv. Det føles i et kort sekund som om jeg knapt nok har været af sted. Spøjst.
”At få sjælen med”, sagde Gandhi vidst engang noget om. Det begynder at dæmre for mig hvad han måske kan have ment med det. Jeg har ingen bedre ord for den fremmedgørelse fra ens omgivelser som gør sig gældende ovenpå flyrejsen. Følelsen af slet ikke at have været væk er højst forstyrrende, når nu man er ret sikker på at have overværet ens to cykelhjuls ovenfornævnte udskejelser på allernærmeste hold.
Ovenpå måneders rejsen rundt over jordens overflade med kun cyklens mekanik og sine to bens formåen som middel til fremdrift – det nødvendigvis rolige og (forekommer det mig) naturlige tempo man bevæger sig i – kan det være nederdrægtigt svært ”at få sjælen med” i en 3-4 timers infernalsk jagen hen over himlen i en flyver. Det føles ærligt talt komplet surrealistisk lige pludselig at stå udenfor lufthavnen med begge plantet i dansk, betonklædt jord igen. Hvad blev der af den skønne hverdag med olivenplukning i trætoppene og vandreture i bjergene? Hvor er pludseligt de rolige andalusiske gemytter som jeg havde rejst så langt og længe (bl.a) for at møde?? Når jeg kigger rundt på mine umiddelbare omgivelser bliver det kun sværere og sværere at fatte, at alt det kun skulle ligge et par timers transport væk.
Jeg må vidst hellere holde mig til cyklen fremover. Så er min sindsro i hvert fald sikret; sikret mod flyrejsens forstyrrende (og vidst i øvrigt fænomenalt forurenende) effekter.

Efterhånden begynder det dog at sive ind, at jeg altså ER hjemme igen. Hjemme; tæt på familie og venner, i gammelkendte (og højt skattede) omgivelser og aldrig langt fra min savnede saxofon, som jeg glæder mig til at genopfriske ”bekendtskabet” med.

Hvad angår nye perspektiver hentet ind fra de fjerne (tænkt i cykelafstand) horisonter, så er jeg overbevist om, at de lidt efter lidt nok skal melde sig med påtrængende kraft i mange aspekter af dagligdagen herhjemme. Jeg glæder mig! Og er ikke mindst spændt på at møde alt og alle i det danske, og se hvad der er gået for sig i al den tid, hvor jeg har været afskåret fra liv som jeg helst ikke vil være afskåret fra.

.. Slut på cykeltursbloggen for nu. Jeg håber den lettere (selv)højtidelige tone kan undskyldes med at det var sidste indlæg. Der var lige lidt overvejelser der ”skulle ud”.

…

Nu er jeg klar til julestemning og skæg og ballade igen J

Jeg glaeder mig til jul!

Det er en maerkelig foelelse at gaa rundt med, i en hverdag der inkluderer timers olivenplukning og jaevnlige togter efter frisk frugt i de omkringliggende dalen under hoej sol.
Julehumoeret har som regel et noget anderledes rammevaerk.
Fjernt fra nisser, julepynt og forbrugscirkus tager tingenes tilstand sig dog ganske paent ud. Det er et liv fyldt af simple nydelser; maaltider fulde af selvdyrkede ingredienser, bade i solvarmet vand, traeklatring, synet af diverse byggeprojekters tagen form, vandreture i bjergene og ikke mindst masser af musik og soede mennesker at dele det hele med. Naar jeg sidder foran en buldrende ild i den lille stenhytte en sen aften og doesigt reflekterer er det svaert at komme uden om: Jeg nyder livet her i Alpujárras. I fulde drag.
Naar det er sagt, saa maa jeg dog ogsaa konstatere at jeg snart har faaet nok af olivenhoest og trilleboersarbejde (som er ret essentielt, paa et landbrug hvis eneste adgang til omverden er en smal grussti.). Jeg glaeder mig til at komme hjem til velkendte rammer, og maaske endda til nogle nye perspektiver paa selvsamme. Jeg glaeder mig til at komme hjem til familie og venner, og ud af rejselivets (og wwooferlivet for den sags skyld) noget flygtige sociale relationer. Sidstenaevntes fede, laererige og interessante karakter skal jeg vaere den foerste til at prise i hoeje toner, men jeg maa ogsaa konstatere at min egen tagen del deri er godt og grundigt formet af mere permanente forbindelser. Familie og venner af den knapt saa flygtige karakter er simpelthen noedvendige. Noedvendige for at jeg kan arbejde med rejsens stadige stroem af nyt input. There`s no denying it.
.. apropos input, saa er det unaegteligt sparsommeligt, hvad jeg faar berettet her paa bloggen om disse. Jeg skal forsoege et par ord om den netop overstaaede weekend.
Foerst og fremmest var den stille og rolig. Det laengste jeg bevaegede mig vaek fra den lille stenhytte hvor jeg bor, var til Bayacas med en saek skrald. Med andre ord en rigtig hjemmeweekend. Den indeholdt da ogsaa alt hvad man kunne oenske sig af saadan en, med masser af tid til laesning og skrivning, hyggelige aftenstunder med musik og godt selskab, kokkerering under livlig diskussion af alt fra filosofi og poesi til legendariske fodboldtacklinger og koekkenuheld; og hvis disse emner ikke skulle synes fjerne nok saa konceptualisering af stenbelaegning af terrassen foran huset og en umiddelbart efterfoelgende paabegyndelse af projektet. Den tager sig pt. ganske godt ud, omend kun halvfaerdig. Det er desuden ret fedt at kunne tilfoeje nogle varige forbedringer i konkret fysisk form til stedet, hvorfor jeg ogsaa har vaeret nok saa ihaerdig i byggeriet af denne lille patio foran huset og tidligere paa ugen ogsaa en fin bambusflettet haveport.

Nu render tiden fra mig igen. Jeg vender imidlertid snart snuden mod Danmark, og jeg ser frem til at kunne fremfoere beretninger fra rejsen i mundtlig form og ansigt til ansigt. Det er til hver en tid at foretraekke fremfor disse forhastede blogposts.

Hasta pronto.