5021 km senere..

Ruller mine to hjul atter ned ad Valby Langgades velasfalterede cykelsti. De drysser det sidste tørre støv fra de sydspanske landeveje af sig, og samler i stedet nogle klumper godt dansk mudder op, som samler sig i skærmen på forhjulet. En drastisk omvæltning for de to trofaste, runde, gummibelagte tingester der har båret mig tværs gennem Europa – ad smukke cykelruter og små, bumlende grusstier, på store hovedtrafikårer klemt inde i bjergpas sammen med tonsvis af metal drevet frem med hundrede kilometer i timen af røgudspyende benzinmotorer, langs rolige vande, tværs gennem floder og over bjerge ad små glemte landeveje, hvor det nærmeste man kom trafikkaos var en forbipasserende flok geder eller får.
 Også den danske vinter klarer mine to hjul imidlertid forbilledligt. Kun en svag lyd fra friktionen mellem gummi og mudder er blevet føjet til det glidende tråd.
Jeg er hjemme igen, og Valby ligner sig selv. Det føles i et kort sekund som om jeg knapt nok har været af sted. Spøjst.
”At få sjælen med”, sagde Gandhi vidst engang noget om. Det begynder at dæmre for mig hvad han måske kan have ment med det. Jeg har ingen bedre ord for den fremmedgørelse fra ens omgivelser som gør sig gældende ovenpå flyrejsen. Følelsen af slet ikke at have været væk er højst forstyrrende, når nu man er ret sikker på at have overværet ens to cykelhjuls ovenfornævnte udskejelser på allernærmeste hold.
Ovenpå måneders rejsen rundt over jordens overflade med kun cyklens mekanik og sine to bens formåen som middel til fremdrift – det nødvendigvis rolige og (forekommer det mig) naturlige tempo man bevæger sig i – kan det være nederdrægtigt svært ”at få sjælen med” i en 3-4 timers infernalsk jagen hen over himlen i en flyver. Det føles ærligt talt komplet surrealistisk lige pludselig at stå udenfor lufthavnen med begge plantet i dansk, betonklædt jord igen. Hvad blev der af den skønne hverdag med olivenplukning i trætoppene og vandreture i bjergene? Hvor er pludseligt de rolige andalusiske gemytter som jeg havde rejst så langt og længe (bl.a) for at møde?? Når jeg kigger rundt på mine umiddelbare omgivelser bliver det kun sværere og sværere at fatte, at alt det kun skulle ligge et par timers transport væk.
Jeg må vidst hellere holde mig til cyklen fremover. Så er min sindsro i hvert fald sikret; sikret mod flyrejsens forstyrrende (og vidst i øvrigt fænomenalt forurenende) effekter.

Efterhånden begynder det dog at sive ind, at jeg altså ER hjemme igen. Hjemme; tæt på familie og venner, i gammelkendte (og højt skattede) omgivelser og aldrig langt fra min savnede saxofon, som jeg glæder mig til at genopfriske ”bekendtskabet” med.

Hvad angår nye perspektiver hentet ind fra de fjerne (tænkt i cykelafstand) horisonter, så er jeg overbevist om, at de lidt efter lidt nok skal melde sig med påtrængende kraft i mange aspekter af dagligdagen herhjemme. Jeg glæder mig! Og er ikke mindst spændt på at møde alt og alle i det danske, og se hvad der er gået for sig i al den tid, hvor jeg har været afskåret fra liv som jeg helst ikke vil være afskåret fra.

.. Slut på cykeltursbloggen for nu. Jeg håber den lettere (selv)højtidelige tone kan undskyldes med at det var sidste indlæg. Der var lige lidt overvejelser der ”skulle ud”.

…

Nu er jeg klar til julestemning og skæg og ballade igen J

Jeg glaeder mig til jul!

Det er en maerkelig foelelse at gaa rundt med, i en hverdag der inkluderer timers olivenplukning og jaevnlige togter efter frisk frugt i de omkringliggende dalen under hoej sol.
Julehumoeret har som regel et noget anderledes rammevaerk.
Fjernt fra nisser, julepynt og forbrugscirkus tager tingenes tilstand sig dog ganske paent ud. Det er et liv fyldt af simple nydelser; maaltider fulde af selvdyrkede ingredienser, bade i solvarmet vand, traeklatring, synet af diverse byggeprojekters tagen form, vandreture i bjergene og ikke mindst masser af musik og soede mennesker at dele det hele med. Naar jeg sidder foran en buldrende ild i den lille stenhytte en sen aften og doesigt reflekterer er det svaert at komme uden om: Jeg nyder livet her i Alpujárras. I fulde drag.
Naar det er sagt, saa maa jeg dog ogsaa konstatere at jeg snart har faaet nok af olivenhoest og trilleboersarbejde (som er ret essentielt, paa et landbrug hvis eneste adgang til omverden er en smal grussti.). Jeg glaeder mig til at komme hjem til velkendte rammer, og maaske endda til nogle nye perspektiver paa selvsamme. Jeg glaeder mig til at komme hjem til familie og venner, og ud af rejselivets (og wwooferlivet for den sags skyld) noget flygtige sociale relationer. Sidstenaevntes fede, laererige og interessante karakter skal jeg vaere den foerste til at prise i hoeje toner, men jeg maa ogsaa konstatere at min egen tagen del deri er godt og grundigt formet af mere permanente forbindelser. Familie og venner af den knapt saa flygtige karakter er simpelthen noedvendige. Noedvendige for at jeg kan arbejde med rejsens stadige stroem af nyt input. There`s no denying it.
.. apropos input, saa er det unaegteligt sparsommeligt, hvad jeg faar berettet her paa bloggen om disse. Jeg skal forsoege et par ord om den netop overstaaede weekend.
Foerst og fremmest var den stille og rolig. Det laengste jeg bevaegede mig vaek fra den lille stenhytte hvor jeg bor, var til Bayacas med en saek skrald. Med andre ord en rigtig hjemmeweekend. Den indeholdt da ogsaa alt hvad man kunne oenske sig af saadan en, med masser af tid til laesning og skrivning, hyggelige aftenstunder med musik og godt selskab, kokkerering under livlig diskussion af alt fra filosofi og poesi til legendariske fodboldtacklinger og koekkenuheld; og hvis disse emner ikke skulle synes fjerne nok saa konceptualisering af stenbelaegning af terrassen foran huset og en umiddelbart efterfoelgende paabegyndelse af projektet. Den tager sig pt. ganske godt ud, omend kun halvfaerdig. Det er desuden ret fedt at kunne tilfoeje nogle varige forbedringer i konkret fysisk form til stedet, hvorfor jeg ogsaa har vaeret nok saa ihaerdig i byggeriet af denne lille patio foran huset og tidligere paa ugen ogsaa en fin bambusflettet haveport.

Nu render tiden fra mig igen. Jeg vender imidlertid snart snuden mod Danmark, og jeg ser frem til at kunne fremfoere beretninger fra rejsen i mundtlig form og ansigt til ansigt. Det er til hver en tid at foretraekke fremfor disse forhastede blogposts.

Hasta pronto.

Spanienfotos

Pilgrimsvej i morgensol

Bjergkaede mellem mig og Bilbao

Ikke den hoejeste top, men klatringen deroptil loed paa 7km og en stigningsprocent paa 14.  Cykelentuisiasterne vil vide at det rnederdraegtigt haardt, og maaske endda kunne foele lidt af den lettelse det var at naa til det skilt.

Viltert bjergpas paa vej tilbage til Camino Frances.

Fin kirke i Fromista paa pilgrimsruten.

Dragende sydpaa med storkene.. Her ses de paa toppen af den imponerende katedral i Zamora

Dejlig skriveplads lidt nord for Mérida. Jeg kan desvaerre ikke finde ud af at faa vendt billedet :-(

Sidste puerto inden Granada (puertoen laa ioevrigt til hoejre for billedet, men her kan der til gengaeld skimtes lidt Sierra Nevada med sne paa.

Det begynder at blive helt overskueligt, efter lidt mere end 4600 km.

Granada - Alhambra

Skoen cykeltur op til en vandrerute i Sierra Nevada (fra Güejár Sierra). Vidunderligt fri for bagage.

Efteraarsfarver og en purung Genil-flod, hvis loeb vandreruten fulgte.

Betagende udsigt, vidstnok op til Mulhacen.

Naesten helt oppe ved sneen!

Halvkikset forsoeg med selvudloeser. Det er altsaa svaert lige at greje hvor man skal stille sig.

Formodentlig Mulhacen, den Iberiske halvoes hoejste bjerg. Det er da ogsaa fuldstaendigt ufatteligt stort..

Genoplivning og "sikke en velkomst!"

Denne her blog er blevet noget saa forskraekkeligt forsoemt paa det seneste. Og jeg skammer mig ikke engang over det, selvom jeg saa aldeles staar med ansvaret for forsoemmelsen. Istedet for at forsoege at give en sammenhaengende beretning fra de sidste par uger, vil jeg skrive et par ord om lige nu og her, og saa ioevrigt forsikre om, at jeg har haft en fabelagtig tid, og at dette udelukkende er forklaringen paa nedprioriteringen af denne her blog, som jeg ellers saadan nyder at skrive lidt paa.

Jeg er ankommet til Granada. Og soerme, om ikke det lige var det sted jeg havde gjort mig en vag forestilling om at cykle til hjemmefra. Det giver en hvis foelelse af tilfredshed, blandet med et lille stik af fortrydelse, eller nej, maaske bare undren over, at jeg ligesaavel kunne have endt paa et gyndende sejlskib paa Atlanten, eller vaeret paa vej mod de mongolske stepper i selskab med en skoer, sofacyklende hollaender. Fortrydelsen skulle i saa fald skyldes at jeg ikke uden videre kastede mig ud i nogen af ovennaevnte eventyr, eller nogle af de mange andre som tilbydes den vejfarende med det aabne sind.
Mit sind var maaske ikke helt aabent nok til den slags, eller ogsaa var jeg bare lidt bange for at blive baaret alt for langt vaek fra alt det jeg har kaert derhjemme. Som jeg tit mindes om, naar jeg moeder rejsende der har gjort nomadetilvaerelsen til en livsstil, og rejser kloden rundt i aarevis, saa bestaar det voks hvori alle mine rejseoplevelser og indtryk er praeget netop at alt hvad jeg har kaert derhjemme. Jeg skulle jo noedigt loebe toer for dette, og da jeg ogsaa glaeder mig til at vende hjem og se hvad nyt jeg har faaet et modellere med, har jeg mere eller mindre bestemt at vende snuden mod Danmark til jul.
Men hvad er det saa der saaledes er blevet impraegneret i mit sind fornyligt..?
Jo, ankomst til Granada. Den sidste etape mod byen foregik med udsigt til Sierra Nevadas snedaekkede toppe mens jeg kringlede mig igennem diverse hoejderykke, og paa forbloeffende vis formaaede at koere nedad naesten hele tiden. Det var jo slet ikke saa tosset, og allerede forleden formiddag trillede jeg ind igennem de store commercial centres i udkanten af byen, inden jeg stoedte til en cykelsti som foerte mig ind til centrum af Granada. Jeg havde foerst regnet med at vaere her sidst paa eftermiddagen. Jeg benyttede imidlertid chancen til at faa anskaffet mig et godt bykort, og at finde en billig internetcafe, og faa arrangeret lidt overnatning og den slags. Det tog dog ikke lang tid paa internetcafeen foer jeg kunne konstatere, at min tidsfornemmelse var gaaet fuldstaendigt tabt undervejs, og at det couchsurfingarrangement jeg havde stablet paa benene til min ankomst foerst var til dagen efter. Jeg naaede inden at spamme min kommende vaert, Philippe, ret grundigt med beskeder om hvor og hvornaar vi kunne moedes, og at jeg altsaa var her nu. De blev snart efterfulgt at en lang rablende undskyldning over min datoforvirring, og at jeg nok skulle finde mig et hostel her til den foerste aften. Det blev imidlertid ikke noedvendigt, da min kommende vaert omsider svarede gemytligt tilbage, at min rejse lige var efter hans hoved naar jeg saadan kunne miste enhver fornemmelse for petitesser som ugedag og dato, og at han nok skulle koere sin autocamper ned fra bjergene til Granada saa vi kunne moedes allerede samme eftermiddag. Det tog jeg taknemmeligt imod.
Vi moedtes et par timer senere ude ved foernaevnte handelsdistrikt i udkanten af Granada. Herfra laessede vi cyklen paa taget af "the snail couch", som autocamperen nok saa fint er navngivet, og koerte ud i det oerkenagtige landskab imellem lufthavnen og Santa Fé. Her gemte der sig en vidunderlig lille oase i form af en varm kilde, hvor de indviede kunne tage helsebringende bade i det vidunderligt varme vand som boblede op fra den dybe undergrund. I bassiner i forskellige hoejder og forskellig temperering, og med udsigt til Sierra Nevada forslog vi et par timer, indtil der kun var udsigt til stjernerne paa himmelen. Denne aften var de eneste andre nogle sigoejnere (faktisk en af de selvsamme som for mange aar siden havde introduceret Philippe til den meget afsidesliggende kilde), men som Philippe bemaerkede var vi heldige, da hostels og anden turistindustri de senere aar ogsaa havde opdaget "the thermal baths", og man efterhaanden godt kunne finde det lidt overrendt. Vi fik imidlertid det fulde udbytte med ro og fred, og det var en forunderlig og skoen maade at afslutte en lang cykelrejse paa.
Naeste morgen koerte vi, efter en morgenbadetur i det boblende varme vand, ind og parkerede midt i Granada, hvor jeg gik paa lidt byvandring og Philippe tog til doktoren for at faa vacciner til sin forestaaende cykelrejse til Mali, hvor der skulle saettes gang i et permakulturprojekt. Det er en lidt sjov tanke, at han saadan tager stafetten op, og fortsaetter cykelrejsen hvor min slutter, videre sydpaa. Og ikke mindst at jeg saa lige skulle sende ham en couchsurfing forespoergsel.
Min byvandring blev ioevrigt afbrudt af en hel del regnvejr, som jeg i denne omgang foretrak af nyde gennem ruden fra en hyggelig tapasbar, og hvor jeg fik skrevet et par postkort, og paa tilbagelaenet vis simpelthen nydt atmosfaeren og tilvaerelsen.

Der var lidt beretninger fra ankomst til Granada. Jeg har nu vaeret her et par dage, som er forloebet meget afslappet. Jeg har dog strukket udskejelserne til at anskaffe mig en billet til Granadas fodboldholds naeste hjemmekamp, som jeg glaeder mig til at skulle ind at se spille imorgen, og til Alhambra som jeg regner med at besoege paa tirsdag. Jeg regner med at "lay low" i Granada en uges tid endnu, inden jeg cykler ned paa Sierra Nevadas sydvendte skraaninger, og laver lidt oekologisk landbrugsarbejde i det frodige Alpujarras. Der skulle dog forhaabentlig inden dette sker, blive tid til lidt flere rejseberetninger, ikke mindst fra denne her vidunderlige by, som jeg kun kan fremhaeve som en ren perle at besoege. Forhaabentlig faar jeg ogsaa mulighed for at laegge nogle rejsefotos ind.

Det faar imidlertid vente lidt, da lidt opklaring i vejret indbyder til en gaatur op rundt om Alhambra, med udsigt til det mere og mere snedaekkede Sierra Nevada.

Adiós!

Ankomst til den Iberiske halvoe (fortsat)

Bordeaux blev forladt gennem Aquitane porten, et gammelt stykke doertoej, som pilgrimme siden tidernes morgen har passeret undervejs fra det nordlige Europa og mod Skt. Jacobs grav ved Compostella. Der var da ogsaa et fint lille skilt mod Santiago, og en kilometerangivelse der syntes aldeles malplaceret paa saadan et fint lille skilt. Glad og fro begav jeg mig imidlertid i den retning skiltet angav, og ud i Gascognes vidtstrakte skove. Her ventede det mange kilometers ensformig cykling. Det viste sig imidlertid lidt efter lidt, at noejagtig den rute jeg havde sat mig for at foelge de foerste 40 kilometers penge sydpaa fra Bordeaux, var den selvsamme, som var skiltet Chemin St. Jacques. Ud fra kortets soelle fortolkning af landet, havde jeg simpelthen sjusset mig frem til den faerd, der stemte fuldstaendigt overens, med den vej pilgrimme i flere tusinde aar har fulgt (eller det taenkte jeg ihvertfald ved mig selv, og fandt det meget slaaende). Det blev en hel leg, at foelge de smaa gule/moerkeblaa muslingeskaller, og da min planlaegning af rute sluttede, bestemte jeg mig for bare at foelge denne skiltning videre. At stoppe mens legen er god har jeg dog tydeligtvis ikke laert mig, for efter lidt tid blev jeg ledt ud paa en sti med dybt sand, som mine (ioevrigt imponerende terraengaaende) temmeligt tynde daek maatte give op overfor. Jeg vendte om, og fulgte min egen vej videre. Foernaevnte foelelse af legende lethed ved min faerd gjorde sig dog stadig gaeldende. Jeg tror at nomadelivet er blevet ganske hjemmevant efterhaanden, og hvor der foer var fyldt af praktiske overvejelser og bekymringer som "er det her nu den bedste/smukkeste/hurtigste/mest interessante rute??", blev der nu plads til lidt rejsereflektioner, og tilfredshed ved bare at cykle.
Som solen gik ned drejede jeg lidt ud mod kysten. Jeg havde i tankerne at slaa teltet op i naerheden af Mimizan, men da jeg var kommet temmeligt sent afsted fra Bordeaux, naaede jeg ikke helt saa langt. I stedet fik jeg mast min cykel ind paa en lille skovsti, som foerte hen til en lysning med aabent groent graes, taet ved en lille klukkende skovflod. Glad og veltilfreds slog jeg lejr her, og gik til ro efter et hurtigt maaltid.
Naeste morgen vaagnede jeg til et fantastisk lysspil i regnvaade flader paa buske og traeer, der glimtede saa mit kamera aldeles kom til kort. Til gengaeld var det en rendyrket fryd for oejet, og det var egentlig med en vis glaede jeg bevidnede mekanikkens opgiven overfor det righoldige lysspil.
Jeg koerte herfra ud til kysten, og fulgte et fint netvaerk af cykelstier ned til Capbreton, hvor jeg med megen moeje fik internetforbindelse, og hentet adresse paa den couchsurfingaftale jeg havde for natten. Det var heldigvis besvaeret vaerd.
Lige paa kanten af det fredede naturomraade Marais d'Orx, fandt jeg nemlig Leslie Varelas eventyr af en kunstnerhybel. Haven var fuld af fabeldyr, og huset af alverdens kuriositeter, og jeg blev bespist med de laekreste svampe, plukket praktisk talt i baghaven som loeb ud i skoven, tilberedt med masser af laekre sager af Leslies mand Raffy. Det blev en hyggelig aften med masser af gode snakke og udvekslinger af oplevelser og tanker i de mest eventyrlige rammer man kan taenke sig. Det var helt klart ikke bare tingel-tangel, men vaerker som folk kom langvejs fra for at bese eller betale betragtelige summer for at erhverve. Og alle disse kunstvaerker, fra malerier til skulpturer, spoejse dramatiserede opstillinger, masker, arkitektoniske udskejelser, foernaevnte fabeldyr, og en hel masse jeg slet ikke har ord for fik jeg lov at bo imellem for en kort bemaerkning. Det var lidt (laes: meget) spaendende, og jeg foelte mig da ogsaa ganske priviligeret for at faa et lille kig ind den bemaerkelsesvaerdige maade disse mennesker havde indrettet deres liv paa.
Naeste morgen var imidlertid tid for mig at komme videre, og det med udsigten til Pyrenaeerne, der aerefrygtindgydende tonede op af taagen i det fjerne. Meget bevidst om, at jeg i oejeblikket befandt mig faa meter over havets overflade, og at jeg regnede med dagen efter at have passeret Ibanetapasset (over en kilometers hoejde) ved Roncesvalle, haabede jeg saadan set paa at faa inddrevet lidt hoejdemeter, inden bjergskraaningerne for alvor blev lange og stejle.
Det fik jeg faktisk meget som jeg oenskede mig. Hen mod St. Jean Pied de Port, hvor jeg skulle tilbringe natten inden den endelige klatring op til passet, fik jeg noget naer den perfekte forberedelse, med lidt lang sej stigning, som dog hver gang stoppede inden det blev for alvor haardt og ogsaa et par rigtig smaa kradse, stejle stykker, som gjorde ondt i mine fladlandsben. Smerten lod sig dog ikke maerke saa meget, da jeg havde travlt med at suge til mig af de smukke omgivelser, det gode vejr, og indtil flere oerne, majestaetisk svaevende over disse pyrenaeernes frodige udloebere (en enkelt faktisk siddende paa en pael ganske taet paa den vej jeg fulgte - jeg tror vi snakker et vingefang i tometerklassen, den var virkeligt stor!). Samtidigt bevaegede jeg mig ind i Baskerlandet, hvilket var lidt spaendende, og noget jeg havde glaedet mig til. Rimeligt godt proevet, men i god tid og ved godt mod, kom jeg frem til St. Jean Pied de Port, og fik indkvarteret mig paa den offentlige campingplads lige ved siden af den gamle bykerne. Det var en livlig by (i smukke omgivelser), og turismen var da ogsaa blomstrende. En stor del af denne var dog i form af pilgrimsrejsende, som her startede deres faerd til fods eller paa cykel, mod Santiago de Compostella. De (vi?) fulgte alle i sporene en tusinde aars andre pilgrimsvandrere, og den historiske scene var fabelagtig. Byen er ogsaa enormt velbefaestet, da dette sted har vaeret et oplagt sted at foere haere igennem Pyrenaeerne op gennem historien, og det skortede i det hele taget ikke paa interessante ting at kigge paa i denne by. Jeg havde imidlertid mere lidt praktikaliteter for oeje, da jeg ligesom en del andre, skulle have lavet et pilgrimspas (saa man kan benytte af herbergene paa ruten) og forsynet mig med et par andre ting. Jeg fik dog lige tid til at nyde solen gaa ned over bjergene, oppe ved den gamle borg, og gaa og snuse lidt historie indenfor bymurene.
Naeste dag boed paa min foerste rigtige bjergklatring paa cyklen, og det var med stor spaending og lidt nervoesitet jeg trillede ud af byen om morgenen. Jeg ville rigtig gerne naa til Pamplona, da Danmark jo spillede den helt afgoerende landskamp mod Portugal, men det fordrede at jeg kom vel igennem de foerste 28 kilometer (her passeredes toppen) i live og indenfor et acceptabelt tidsrum, vel at maerke slaebende alt min bagage med op over. Jeg regnede med en tre timers penge. Og saa skulle de sidste 50 km til Pamplona gerne gaa ned ad :-)
Som stigningen tog til, fik jeg dog lidt vaekket sportsmanden i mig, og nervoesiteten veg til side for en indaedt vilje til at traede til deropad. Jeg noed med andre ord udfordringen!
...
Ikke meget mere end to timer senere, stod jeg paa toppen, og krammede mindestenen for Ridder Roland (fransk krigshelt, som et af de mest kendte middelalderkvad er skrevet om, og som jeg hele tiden stoeder paa i Don Quixote, hvorfor det var lidt specielt). Jeg var totalt udmattet, og havde vidst koert den en del haardere en noedvendigt, men det var nu alligevel en fantastisk foelelse, at staa der paa toppen, efter at havde svedt og kaempet mig op igennem bjergene, og udelukkende ved sine bens kraft (ja okay, og saa lige cyklens mekanik, men den er til at overskue) have bragt sig fra det blaa atlanterhav og op over denne enorme bjergkaede, og det fra den ene dag til den anden. Lykkelig over at vaere naaet saa vidt, (pilgrimme der naar hertil rejser gerne et kors her paa toppen, jeg tildelte min taske en lille guldcykel), begyndte jeg at trille nedad. Det var faktisk til at starte med mindst ligesaa frygtindgydende. Naar topfarten ryger over 60 i timen, er det altsaa bare med at holde tunge lige i munden, naar svingets kurve og en solid oppakning bagpaa ogsaa lige skal beregnes. Jeg fik dog hurtigt luret den, og resten af dagens nedkoersler blev - hvis jeg selv skal sige det- fejende flotte. Faktisk kom der ogsaa endnu en temmeligt haard stigning, men opmuntret over formiddagens bedrift, fik jeg ogsaa slaebt mig paent hurtigt over Erro, som nummer to top hed.
Jeg naaede Pamplona, og fik tilmed set en fodboldkamp der gjorde en nok saa stolt og glad.

(Forstaettes om et par dage..)

Ridder Roland Og Kamp Mod Kaemper

Jeg er omsider naaet til den Iberiske halvoe! Da der imidlertid er gaaet noget tid, siden sidste blogindlaeg her saa  dagens lys/skaermens pixels, vil jeg lige fortsaette hvor jeg slap, nemlig ved Loire. Og for at goere det lidt kort, saa endte det liflige liv paa cykel langs floden i Tours, hvor jeg tillod mig lidt dyre fornoejelser, primaert i form af et par timers tidsfordriv paa cafeerne paa Plumereau pladsen, hvor arkitekturen og befolkningens livlige faerden traenges om ens opmaerksomhed. Fra Tours begav jeg mig ned over Poitiers, svaelgende i al europahistorie man faar kastet lige i synet, naar man koerer over de selvsamme marker, hvor nogle af de mest endegyldige og historisk betydningsfulde slag i kontinentets historie er blevet udkaempet, kigger ud over landskabet fra toppen af en amfiteaterruin og overalt ser sporene fra en maegtig romersk stad (hvis storhedstid dateres tilbage til mange hundrede aar foer vor tidsregning), og lader udskaeringerne i Notre Dame katedralen i Poitiers facade fortaelle sig historier paa samme vis som det er blevet gjort foer skriftens sprog udbredtes blandt mennesker - gennem en mangfoldighed af livagtigt billedsprog.
Da dette terraen forladtes, var det blot for at dumpe lige ned i et land, hvor slottene og borgene er som taget ud af eventyr (og ioevrigt er over det hele!). Det var heller ikke saadan at slippe, og jeg har svaert ved at vaelge et "naerbillede" at praesentere her, saa eventyrene herfra maa fortaelles naar jeg kommer hjem.
Jeg springer hastigt videre til en regnfuld ankomst til Bordeaux, med en evigttraels ankomst til fransk by af de store. Vaad, kold og mismodig over at have skulle slide sig igennem et trafiksystem der ikke primaert, men eksklusivt var lavet for motorvejsdygtige fartoejer, faldt jeg imidlertid over en enormt hyggelig lille fransk cafè med internet og varme drikke; desuden meldte der sig straks en couchsurfingvaert til selvsamme aften, og alting var godt igen. Det blev en kort tid i Bordeaux, jeg havde haabet at skulle se dansk landskamp dèr, hvilket ikke lod sig goere, men til gengaeld fik jeg overstaaet lidt uvejr med tag over hovedet, boet i en rigtig fransk betonforstad (paa 11te etage!), proevet en couchsurfingsammenkomst med unge fra naer og fjern, og med min vaert nydt en rolig aften med slik, smaasnak og Monty Python paa fjernsynet.

(Fortsaettes imorgen)

Under den franske sensommersol..

Det var i bagende varme jeg forlod Paris, og begav mig ud mod Versaille, som jeg lige ville naa at opleve inden den videre faerd sydover. Det enorme palae og dets park hvis areal vel svarer til et par mellemstore danske provinsbyer magtede dog ikke at vaekke den helt store begejstring i mit stadig lidt forkoelelsestunge hoved. Det gjorde derimod disse ---- smaa stiplede linjer paa mit Michelinkort som jeg fandt ud af at bruge, efter noget rigtig traels trafik lige syd for Versaille. Disse smaa "chemin rural", som de hedder er helt bilfri, og bugter sig igennem det smukkeste landskab. Saaledes oploeftet begav jeg mig ned mod Orleàns som jeg naaede efter to dages fransk landskab med mark og skov, og i bagende sol. Herfra har jeg svaelget i de smukke cykelruter langs Loirefloden, som tager sig helt fantastisk ud i den franske sensommer. Saa sent som imorges stod jeg op til en frisk svoemmetur i Loires klare vand, og saaledes forfrisket begav jeg mig videre mod Tours, som jeg regner med at ramme i aften. Udover det smukke landskab, de dejlige cykelruter og denglitrende fod, maa jeg bemaerke besoeget i Beaugency, hvor jeg stolt lod mig fotografere foran selve broen fra Katten og Djaevelen. Nuu loeber internettiden, og jeg skal lige koebe ind, inden jeg forlader Blois, og dets flotte slot, som jeg netop har ladet mig vise rundt i.