Et helt år er studierne sat på pause. Mange tusinde kroner smidt efter cykel og udstyr. Et dusin eller flere af de kæreste er der sagt grundigt farvel til, og uhørt mange regndråber rammer ruden til kammeret på Frilands Allé. Store størrelser, som hver på deres måde kan virke angstfremkaldende, når der skal tages afsked til hverdag i Valby, og det tryghedsmættede liv. Det velkendte rammeværk af et skørt elastisk materiale der sjældent har fejlet i at bringe én på fode, hvis omstændighederne hobede sig op og rottede sig sammen mod én. Når man er vant til, at de dårligdomme man støder på, mindskes til det helt håndterlige når dagligdagen sådan holder én til ilden, når endnu en kunde i den lokale Irma ønsker én, "en GOD dag", og man kan ende i et hjem og blive spurgt: "Nå, hvordan har DIN dag så været?". Og har man så været mødt med lutter genvordigheder - kæden hopper konstant af cyklen, du stresser rundt og når intet til tiden, du får ikke rigtig hjertet med i mødet med folk omkring dig skyldet grublen over sygdom, krig og "hvad-der-er-galt-med-menneskeheden-omkring-mig-siden-den-skal-repræsenteres-af-DE-politikere!", så videre! videre! man har ihvertfald en tryg base i form af et hjem, og dermed noget at stå imod med, når morgendagen skal mødes med en oprejst, og kun marginalt mere rynket pande.
Det bliver en omvæltning. Jeg har i løbet af idag indtil flere gange omtalt det som nomadelivet. Når man sådan hver eneste dag rykker teltpælene op (det være sig både de fysiske og mere mentalt bundne) og begiver sig mod endnu ukendte horisonter. Har jeg mon noget at stå imod med? Det kan jeg ihvertfald forsøge at nærme mig et svar på, når jeg imorgen begiver mig afsted. Afsted mod både velkendte men især fremmede himmelstrøg. Ene mand på cykel, uden illusioner om jeg i min individualitet kommer noget som helst vegne. Rejsen skal leve af nye indtryk, og dannes af de historier om selvet som opstår mellem mennesker. Om det så bliver alle de kære derhjemme, eller helt nye og ukendte ansigter der er mest med. Alene bliver jeg ihvertfald aldrig. Ikke i den forstand, at hvad der end skal foregå med mig (om det så er i løbet af de mange timer på cyklen) er upåvirket af andre mennesker. Også selvom de så måske fysisk ikke befinder sig i umiddelbar nærhed.
Men nok småsnak om løst og fast der rør sig i et træt hoved her til aften. Der var vel nødt til at være én eller anden slags første indlæg. Det bad maskineriet her ihvertfald om da man skulle lave bloggen.
De hårde facts lyder således:
Skitse til rute: Valby - Granada, via Amsterdam, Paris, San Sebastian og Salamanca.
Transport: Cykel (gå-ben når Pyrenæerne bliver urimelige)
Tidsrammer: Brudt ned med hammer*
Fysisk tilstedeværelse lige nu: Frilands Allé 26.
.. Og det var vidst hvad der kunne præsenteres af hårde facts lige nu og her. Såfremt dette findes utilfredsstillende, må jeg anbefale at finde en anden blog at følge, hvis forfatters dygtigheder og kundskaber overstiger mine egne ditto i en grad der gør noget sådant forsvarligt.
*Allervenligst udlånt af navnebror Nietsche. Inspiration til nutidig brug kan findes hos Peter Høegh ("De Måske-Egnede", en bestemt anbefalelsesværdig bog!)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar