Ankomst til den Iberiske halvoe (fortsat)

Bordeaux blev forladt gennem Aquitane porten, et gammelt stykke doertoej, som pilgrimme siden tidernes morgen har passeret undervejs fra det nordlige Europa og mod Skt. Jacobs grav ved Compostella. Der var da ogsaa et fint lille skilt mod Santiago, og en kilometerangivelse der syntes aldeles malplaceret paa saadan et fint lille skilt. Glad og fro begav jeg mig imidlertid i den retning skiltet angav, og ud i Gascognes vidtstrakte skove. Her ventede det mange kilometers ensformig cykling. Det viste sig imidlertid lidt efter lidt, at noejagtig den rute jeg havde sat mig for at foelge de foerste 40 kilometers penge sydpaa fra Bordeaux, var den selvsamme, som var skiltet Chemin St. Jacques. Ud fra kortets soelle fortolkning af landet, havde jeg simpelthen sjusset mig frem til den faerd, der stemte fuldstaendigt overens, med den vej pilgrimme i flere tusinde aar har fulgt (eller det taenkte jeg ihvertfald ved mig selv, og fandt det meget slaaende). Det blev en hel leg, at foelge de smaa gule/moerkeblaa muslingeskaller, og da min planlaegning af rute sluttede, bestemte jeg mig for bare at foelge denne skiltning videre. At stoppe mens legen er god har jeg dog tydeligtvis ikke laert mig, for efter lidt tid blev jeg ledt ud paa en sti med dybt sand, som mine (ioevrigt imponerende terraengaaende) temmeligt tynde daek maatte give op overfor. Jeg vendte om, og fulgte min egen vej videre. Foernaevnte foelelse af legende lethed ved min faerd gjorde sig dog stadig gaeldende. Jeg tror at nomadelivet er blevet ganske hjemmevant efterhaanden, og hvor der foer var fyldt af praktiske overvejelser og bekymringer som "er det her nu den bedste/smukkeste/hurtigste/mest interessante rute??", blev der nu plads til lidt rejsereflektioner, og tilfredshed ved bare at cykle.
Som solen gik ned drejede jeg lidt ud mod kysten. Jeg havde i tankerne at slaa teltet op i naerheden af Mimizan, men da jeg var kommet temmeligt sent afsted fra Bordeaux, naaede jeg ikke helt saa langt. I stedet fik jeg mast min cykel ind paa en lille skovsti, som foerte hen til en lysning med aabent groent graes, taet ved en lille klukkende skovflod. Glad og veltilfreds slog jeg lejr her, og gik til ro efter et hurtigt maaltid.
Naeste morgen vaagnede jeg til et fantastisk lysspil i regnvaade flader paa buske og traeer, der glimtede saa mit kamera aldeles kom til kort. Til gengaeld var det en rendyrket fryd for oejet, og det var egentlig med en vis glaede jeg bevidnede mekanikkens opgiven overfor det righoldige lysspil.
Jeg koerte herfra ud til kysten, og fulgte et fint netvaerk af cykelstier ned til Capbreton, hvor jeg med megen moeje fik internetforbindelse, og hentet adresse paa den couchsurfingaftale jeg havde for natten. Det var heldigvis besvaeret vaerd.
Lige paa kanten af det fredede naturomraade Marais d'Orx, fandt jeg nemlig Leslie Varelas eventyr af en kunstnerhybel. Haven var fuld af fabeldyr, og huset af alverdens kuriositeter, og jeg blev bespist med de laekreste svampe, plukket praktisk talt i baghaven som loeb ud i skoven, tilberedt med masser af laekre sager af Leslies mand Raffy. Det blev en hyggelig aften med masser af gode snakke og udvekslinger af oplevelser og tanker i de mest eventyrlige rammer man kan taenke sig. Det var helt klart ikke bare tingel-tangel, men vaerker som folk kom langvejs fra for at bese eller betale betragtelige summer for at erhverve. Og alle disse kunstvaerker, fra malerier til skulpturer, spoejse dramatiserede opstillinger, masker, arkitektoniske udskejelser, foernaevnte fabeldyr, og en hel masse jeg slet ikke har ord for fik jeg lov at bo imellem for en kort bemaerkning. Det var lidt (laes: meget) spaendende, og jeg foelte mig da ogsaa ganske priviligeret for at faa et lille kig ind den bemaerkelsesvaerdige maade disse mennesker havde indrettet deres liv paa.
Naeste morgen var imidlertid tid for mig at komme videre, og det med udsigten til Pyrenaeerne, der aerefrygtindgydende tonede op af taagen i det fjerne. Meget bevidst om, at jeg i oejeblikket befandt mig faa meter over havets overflade, og at jeg regnede med dagen efter at have passeret Ibanetapasset (over en kilometers hoejde) ved Roncesvalle, haabede jeg saadan set paa at faa inddrevet lidt hoejdemeter, inden bjergskraaningerne for alvor blev lange og stejle.
Det fik jeg faktisk meget som jeg oenskede mig. Hen mod St. Jean Pied de Port, hvor jeg skulle tilbringe natten inden den endelige klatring op til passet, fik jeg noget naer den perfekte forberedelse, med lidt lang sej stigning, som dog hver gang stoppede inden det blev for alvor haardt og ogsaa et par rigtig smaa kradse, stejle stykker, som gjorde ondt i mine fladlandsben. Smerten lod sig dog ikke maerke saa meget, da jeg havde travlt med at suge til mig af de smukke omgivelser, det gode vejr, og indtil flere oerne, majestaetisk svaevende over disse pyrenaeernes frodige udloebere (en enkelt faktisk siddende paa en pael ganske taet paa den vej jeg fulgte - jeg tror vi snakker et vingefang i tometerklassen, den var virkeligt stor!). Samtidigt bevaegede jeg mig ind i Baskerlandet, hvilket var lidt spaendende, og noget jeg havde glaedet mig til. Rimeligt godt proevet, men i god tid og ved godt mod, kom jeg frem til St. Jean Pied de Port, og fik indkvarteret mig paa den offentlige campingplads lige ved siden af den gamle bykerne. Det var en livlig by (i smukke omgivelser), og turismen var da ogsaa blomstrende. En stor del af denne var dog i form af pilgrimsrejsende, som her startede deres faerd til fods eller paa cykel, mod Santiago de Compostella. De (vi?) fulgte alle i sporene en tusinde aars andre pilgrimsvandrere, og den historiske scene var fabelagtig. Byen er ogsaa enormt velbefaestet, da dette sted har vaeret et oplagt sted at foere haere igennem Pyrenaeerne op gennem historien, og det skortede i det hele taget ikke paa interessante ting at kigge paa i denne by. Jeg havde imidlertid mere lidt praktikaliteter for oeje, da jeg ligesom en del andre, skulle have lavet et pilgrimspas (saa man kan benytte af herbergene paa ruten) og forsynet mig med et par andre ting. Jeg fik dog lige tid til at nyde solen gaa ned over bjergene, oppe ved den gamle borg, og gaa og snuse lidt historie indenfor bymurene.
Naeste dag boed paa min foerste rigtige bjergklatring paa cyklen, og det var med stor spaending og lidt nervoesitet jeg trillede ud af byen om morgenen. Jeg ville rigtig gerne naa til Pamplona, da Danmark jo spillede den helt afgoerende landskamp mod Portugal, men det fordrede at jeg kom vel igennem de foerste 28 kilometer (her passeredes toppen) i live og indenfor et acceptabelt tidsrum, vel at maerke slaebende alt min bagage med op over. Jeg regnede med en tre timers penge. Og saa skulle de sidste 50 km til Pamplona gerne gaa ned ad :-)
Som stigningen tog til, fik jeg dog lidt vaekket sportsmanden i mig, og nervoesiteten veg til side for en indaedt vilje til at traede til deropad. Jeg noed med andre ord udfordringen!
...
Ikke meget mere end to timer senere, stod jeg paa toppen, og krammede mindestenen for Ridder Roland (fransk krigshelt, som et af de mest kendte middelalderkvad er skrevet om, og som jeg hele tiden stoeder paa i Don Quixote, hvorfor det var lidt specielt). Jeg var totalt udmattet, og havde vidst koert den en del haardere en noedvendigt, men det var nu alligevel en fantastisk foelelse, at staa der paa toppen, efter at havde svedt og kaempet mig op igennem bjergene, og udelukkende ved sine bens kraft (ja okay, og saa lige cyklens mekanik, men den er til at overskue) have bragt sig fra det blaa atlanterhav og op over denne enorme bjergkaede, og det fra den ene dag til den anden. Lykkelig over at vaere naaet saa vidt, (pilgrimme der naar hertil rejser gerne et kors her paa toppen, jeg tildelte min taske en lille guldcykel), begyndte jeg at trille nedad. Det var faktisk til at starte med mindst ligesaa frygtindgydende. Naar topfarten ryger over 60 i timen, er det altsaa bare med at holde tunge lige i munden, naar svingets kurve og en solid oppakning bagpaa ogsaa lige skal beregnes. Jeg fik dog hurtigt luret den, og resten af dagens nedkoersler blev - hvis jeg selv skal sige det- fejende flotte. Faktisk kom der ogsaa endnu en temmeligt haard stigning, men opmuntret over formiddagens bedrift, fik jeg ogsaa slaebt mig paent hurtigt over Erro, som nummer to top hed.
Jeg naaede Pamplona, og fik tilmed set en fodboldkamp der gjorde en nok saa stolt og glad.

(Forstaettes om et par dage..)

Ridder Roland Og Kamp Mod Kaemper

Jeg er omsider naaet til den Iberiske halvoe! Da der imidlertid er gaaet noget tid, siden sidste blogindlaeg her saa  dagens lys/skaermens pixels, vil jeg lige fortsaette hvor jeg slap, nemlig ved Loire. Og for at goere det lidt kort, saa endte det liflige liv paa cykel langs floden i Tours, hvor jeg tillod mig lidt dyre fornoejelser, primaert i form af et par timers tidsfordriv paa cafeerne paa Plumereau pladsen, hvor arkitekturen og befolkningens livlige faerden traenges om ens opmaerksomhed. Fra Tours begav jeg mig ned over Poitiers, svaelgende i al europahistorie man faar kastet lige i synet, naar man koerer over de selvsamme marker, hvor nogle af de mest endegyldige og historisk betydningsfulde slag i kontinentets historie er blevet udkaempet, kigger ud over landskabet fra toppen af en amfiteaterruin og overalt ser sporene fra en maegtig romersk stad (hvis storhedstid dateres tilbage til mange hundrede aar foer vor tidsregning), og lader udskaeringerne i Notre Dame katedralen i Poitiers facade fortaelle sig historier paa samme vis som det er blevet gjort foer skriftens sprog udbredtes blandt mennesker - gennem en mangfoldighed af livagtigt billedsprog.
Da dette terraen forladtes, var det blot for at dumpe lige ned i et land, hvor slottene og borgene er som taget ud af eventyr (og ioevrigt er over det hele!). Det var heller ikke saadan at slippe, og jeg har svaert ved at vaelge et "naerbillede" at praesentere her, saa eventyrene herfra maa fortaelles naar jeg kommer hjem.
Jeg springer hastigt videre til en regnfuld ankomst til Bordeaux, med en evigttraels ankomst til fransk by af de store. Vaad, kold og mismodig over at have skulle slide sig igennem et trafiksystem der ikke primaert, men eksklusivt var lavet for motorvejsdygtige fartoejer, faldt jeg imidlertid over en enormt hyggelig lille fransk cafè med internet og varme drikke; desuden meldte der sig straks en couchsurfingvaert til selvsamme aften, og alting var godt igen. Det blev en kort tid i Bordeaux, jeg havde haabet at skulle se dansk landskamp dèr, hvilket ikke lod sig goere, men til gengaeld fik jeg overstaaet lidt uvejr med tag over hovedet, boet i en rigtig fransk betonforstad (paa 11te etage!), proevet en couchsurfingsammenkomst med unge fra naer og fjern, og med min vaert nydt en rolig aften med slik, smaasnak og Monty Python paa fjernsynet.

(Fortsaettes imorgen)

Under den franske sensommersol..

Det var i bagende varme jeg forlod Paris, og begav mig ud mod Versaille, som jeg lige ville naa at opleve inden den videre faerd sydover. Det enorme palae og dets park hvis areal vel svarer til et par mellemstore danske provinsbyer magtede dog ikke at vaekke den helt store begejstring i mit stadig lidt forkoelelsestunge hoved. Det gjorde derimod disse ---- smaa stiplede linjer paa mit Michelinkort som jeg fandt ud af at bruge, efter noget rigtig traels trafik lige syd for Versaille. Disse smaa "chemin rural", som de hedder er helt bilfri, og bugter sig igennem det smukkeste landskab. Saaledes oploeftet begav jeg mig ned mod Orleàns som jeg naaede efter to dages fransk landskab med mark og skov, og i bagende sol. Herfra har jeg svaelget i de smukke cykelruter langs Loirefloden, som tager sig helt fantastisk ud i den franske sensommer. Saa sent som imorges stod jeg op til en frisk svoemmetur i Loires klare vand, og saaledes forfrisket begav jeg mig videre mod Tours, som jeg regner med at ramme i aften. Udover det smukke landskab, de dejlige cykelruter og denglitrende fod, maa jeg bemaerke besoeget i Beaugency, hvor jeg stolt lod mig fotografere foran selve broen fra Katten og Djaevelen. Nuu loeber internettiden, og jeg skal lige koebe ind, inden jeg forlader Blois, og dets flotte slot, som jeg netop har ladet mig vise rundt i.